Udland

Krisen ser ud til at vende i Irland: Flere kommer i job

Nye tal tyder på, at flere mennesker får et arbejde i Irland. Stigningen er imidlertid begrænset.

Krisen ser ud til at vende i Irland: Flere kommer i job

For første gang siden finanskrisen toppede i 2008 stiger antallet af folk, der har et arbejde i Irland. Det viser nye tal fra landets Centrale Statistik Bureau.

Fremgangen er dog meget begrænset, men trods alt er der positive tegn på den grønne ø, der har været hårdt ramt af finanskrisen. Beskæftigelsen stiger således med 0,1 procent eller 1200 personer i fjerde kvartal i 2012 i forhold til samme periode sidste år.

Det er den første stigning i beskæftigelsen siden anden kvartal 2008.

Arbejdsløsheden forbliver imidlertid uændret. Den ligger således på 14,1 procent.

Det er dog bedre i forhold til februar 2012, hvor arbejdsløsheden toppede på 15 procent. Det var det højeste niveau, siden Irland modtog en redningspakke fra EU og Den Internationale Valutafond på 85 milliarder euro i slutningen af 2010.

Den irske regering forudser, at arbejdsløsheden vil stige til 14,5 procent i løbet af 2013. Ved udgangen af året håber regeringen imidlertid, at den ikke længere har brug for redningsprogrammet.

Den omfattende finansielle krise i Irland har i de senere år kostet dyrt også for Danske Bank, der overtog to irske banker i 2005. Det mislykkede eventyr koster stadig milliarder for Danmarks største bank.

Således vil Danske Banks resultat i 2012 have været næsten fem milliarder kroner højere, hvis det ikke havde været for bankens engagement i Irland, fremgik det, da banken fremlagde sit årsregnskab for 2012 i starten af februar.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst