Krisen slår stadig ikke igennem på ledigheden

Trods lavkonjunktur og krise i Europa er der stadig ingen tegn på, at den danske ledighed stiger.

Krisen slår stadig ikke igennem på ledigheden

Trods økonomernes spådom om, at arbejdsløsheden herhjemme vil stige som en direkte konsekvens af den lave vækst i Danmark og Europa - er der stadig ingen tegn på, at det sker.

Tværtimod faldt ledigheden med 100 personer i april. Samlet er der nu 161.700 ledige, og det svarer til en uændret ledighed på 6,2 procent af arbejdsstyrken.

Mens ledigheden eksploderer flere steder i Europa, har den danske siden februar 2011 ligget stabilt på mellem 6,1 og 6,2 procent.

Og de nye tal får LO til at slå den positive tone an.

- Det er positivt, at arbejdsløsheden falder lidt igen. Der er i dag 2000 færre arbejdsløse sammenlignet med august sidste år, siger LO-økonom Mette Hørdum Larsen i en kommentar til tallene.

LO's økonom peger på, at tal for væksten peger i retning af, at dansk økonomi er i bedring. Torsdag viste tal, at Danmark er ude af recessionen og har en beskeden vækst. Hos LO forventer man et moderat opsving, der vil hjælpe flere folk tilbage i arbejde.

Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, er knap så positiv. Han mener, at ledighedsfaldet ikke har været udtryk for stilstand på arbejdsmarkedet.

- Set over det seneste år er beskæftigelsen faldet med 15.000 personer - hvoraf første kvartal i år alene bød på et fald på 9000 personer, siger han om tallene og fortsætter:

- Det er svært at lade sig begejstre, når baggrunden er faldende beskæftigelse. Forklaringen på, at ledigheden ikke stiger, er således alene, at arbejdsstyrken skrumper, siger Steen Bocian, der ser en betydelig risiko for, at ledigheden kan komme til at stige.

Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, mener, at ledighedstallene tegner et lidt for lyserødt billede af arbejdsmarkedet:

- Effekten af den lavere beskæftigelse kan dog meget vel vise sig at komme med lidt forsinkelse i ledighedstallene, siger han og påpeger, at man først bliver registreret som ledig, når opsigelsesperioden ender.

I Jyske Bank mener man, at stigningerne i ledigheden kan nå at komme endnu, men at der fortsat intet er, der tyder på, at ledigheden kommer til at skyde opad i større stil igen.

/ritzau/