Kriseplan lykkedes

HI ud af 2009 med et overskud på knap 300.000 kroner - opbakning til at udskille FCH.

HI ser ud til at have fået styr på økonomien efter nogle turbulente år med røde tal på bundlinjen.Foto: Hans Ravn

HI ser ud til at have fået styr på økonomien efter nogle turbulente år med røde tal på bundlinjen.Foto: Hans Ravn

For et år siden var Hjørring Idrætsforening i knæ med en gæld på 650.000 kroner og kreditorer, der pustede den traditionsrige klub i nakken. Siden er der både sportsligt og økonomisk sket ting og sager, og det var en stolt formand, der kunne gøre status for 70 -80 medlemmer på generalforsamlingen torsdag aften. - Vi har i året, der er gået måttet knibe os selv i armen, siger Per Brogård, der dog understreger at økonomien og likviditeten i klubben fortsat er stram. Men alle områder har i årets løb ligget over budgettet, og resultatet blev et overskud på 297.000 kroner. Samtidig er der klare aftaler med klubbens kreditorer, så den gamle gæld er ude af verden om kort tid. I krise før de andre - Vi har i virkeligheden været heldige med, at vi røg på røven en sæson før alle andre. Det har fået os til at rykke tættere sammen både på og udenfor banen, siger Per Brogård, der i øvrigt valgte at gå af som formand for hovedbestyrelsen. - Det er pga. nye jobfunktioner på mit arbejde, som ikke kan forenes med formandsarbejdet, siger Per Brogård. Hans afløser er endnu ikke fundet, men indtil videre er Lasse Christensen konstitueret som formand. Enighed om udskillelse Generalforsamlingen sagde også i enighed god for udskillelsen af eliteoverbygningen FC Hjørring i et selvstændigt selskab, som nu udbydes på anparter. Selvom det er hjerteblod, så er det også en risikofaktor for klubben. Samtidig kan FC Hjørring nu blive en eliteoverbygning for alle klubber i kommunen. - Der bliver mulighed for at markedsføre FC Hjørring meget bredere, siger Per Brogård. Udskillelsen skal dog konfirmeres på endnu en generalforsamling, der er annonceret om to uger Ingen initiativ hos kommunen Mens der var roser til den store indsats omkring klubben, er der anderledes hård kritik af opbakningen fra Hjørring Kommune, som den afgående formand mener, er lig nul. - Det er pinligt med en kommune, der viser så lidt initiativ i forhold til idrætten. Der sker absolut ingenting, siger Per Brogård, der sammenligner med Frederikshavn Kommune, der anderledes kontant bakker op om idrætsklubberne. Debatten om et nyt stadion, der fortsat kører i en uendelighed, er godt billede på kommunens ineffektivitet, men Per Brogaard. Netop stadion er en af de store udfordringer, der meget snart skal løses, hvis byen vil have et fodboldhold i 1. division. - Hvis kommunen mener, at FC. Hjørring skal bestræbe sig på at blive i 2. division, skal politikerne snart sige til, konstaterer den afgående HI-formand