Kriseramt tyrkisk storklub fyrer hollandsk mestertræner

Phillip Cocu blev fyret i Fenerbahce efter bare måneder efter en elendig sæsonstart i Tyrkiet.

Ritzau
Phillip Cocu fik blot fire måneder som Fenerbahce-træner. Foto: Thierry Roge/Ritzau Scanpix
Fodbold 29. oktober 2018 08:00

Den hollandske træner Phillip Cocu har ført PSV Eindhoven til det hollandske mesterskab i tre af de seneste fire sæsoner, men hans skifte denne sommer til tyrkiske Fenerbahce blev aldrig en succes.

Søndag aften blev han fyret efter bare fire måneder i jobbet, da 1-3-nederlaget på hjemmebane til Ankaragucu fik bægeret til at flyde over for klubledelsen.

Det fremgik af en meddelelse fra Istanbul-klubben kort efter kampens afslutning.

Fenerbahce har blot vundet to gange og samlet ni point i de første ti spillerunder, og klubben ligger lige over nedrykningsstregen som nummer 15.

Skulle klubben havne uden for top-3 i denne sæson, vil det være første gang i præcis ti år.

Den 47-årige Cocu var træner for PSV i en overgang i 2012 og blev fast træner fra 2013 og blev på posten i fem år.

Som aktiv spiller var han over to perioder PSV-spiller i seks år. Desuden spillede han i FC Barcelona fra 1998 til 2004.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...