Kriseramte pirater skudt i sænk
Aalborg Pirates sluttede grundspillet af med 2-7 nederlag til Esbjerg

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Aalborg Pirates fik den værst tænkelige optakt til den forestående kvartfinale-serie i Metal Ligaen i ishockey.
Hjemme i Gigantium blev holdet skilt ad af gæsterne fra Esbjerg, der vandt med hele 7-2.
Krisesnakken om svære økonomiske kvaler syntes at have påvirket piraterne, der allerede efter sølle 21 sekunder lukkede det første mål ind mod et tændt Esbjerg-mandskab.
Gæsterne udbyggede til 2-0 i en dårlig første periode, hvor hjemmeholdet slet ikke kunne få spillet til at fungere.
Man tænkte, at det næppe kunne blive værre. Og det blev det så i anden periode, hvor gæsterne havde særdeles let spil og nettede fire gange, inden Mike Vaskivuo fik pyntet på stillingen med sit mål til 1-6.
Kampen var naturligvis afgjort inden tredje periode, der blev en søvndyssende forestilling. Gæsterne kom på 7-1, inden Paul Mcilveen fik reduceret til slutresultatet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.