Naturkatastrofer

Kriseramte skovejere søger sammen

Tirsdag var 117 danske skovejere til krisemøde i Rebild

REBILD:Siden orkanen forrige weekend har fire svenske skovejere fra Småland begået selvmord i chok over at se ødelæggelserne i deres skove. - Det gør et stort indtryk. Vi mente også, at det var vigtigt at få folk samlet , inden de handler i panik på den ene eller anden måde, fortæller direktør i Dansk Skovforening, Jan Søndergaard. Derfor samlede Dansk Skovforening sammen med Skov- og Naturstyrelsen og Skov & Landskab tirsdag 117 danske skovejere på et hotel i Rebild. Grædefærdig skovejer Jan Søndergaard fortæller, at der var stor bekymring blandt de fremmødte. - Mange står i den situation, at de har fået ødelagt alt, hvad de har opbygget, fortæller han. En ødelagt skov betyder mange praktiske problemstillinger, og det er også en psykisk belastning for skovejerne. - Mange er utroligt rådvilde og har mistet overblikket. Derfor er det vigtigt at høre, hvad man skal gøre og møde andre i samme situation, forklarer Jan Søndergaard og tilføjer: - Det, der gjorde mest indtryk på mødet, var, da en mindre skovejer grædefærdig fortalte, at han havde ventet flere dage med at kontakte sin rådgiver, fordi han ikke magtede det. Hele hans livsværk er ødelagt, og det vil ikke blive dækket. Enorme tab Det har nemlig vist sig, at orkanen har gjort større skade på de danske skove end først antaget. Det viser de mange indberetninger, som Dansk Skovforening har fået ind i den seneste uges tid. - Det er en katastrofe for skovejerne. De har lidt enorme økonomiske tab, understreger Jan Søndergaard. Cirka 40 kvadratkilometer skov er faldet, og det vurderes, at skovbrugets totale tab vil beløbe sig i størrelsesorden 300 millioner kroner fordelt på oprydning og ødelagt produktion. Jan Søndergaard forklarer, at situationen på nogle punkter kan sammenlignes med en tsunami, der har ramt skovene og deres ejere. - Alt, hvad man har arbejdet med, er blevet revet væk på en gang, forklarer han. I alt er der faldet to millioner kubikmeter træ i Danmark. Det svarer til, at hvis man lagde alt dette træ i en 3 meter høj og 3 meter dyb stak, så ville stakken blive 250 km lang. Det svarer til afstanden mellem København og Billund.