Krista - så primitiv som terrorister

Terrorisme 28. oktober 2002 07:00

ROMAN Sven Holm: "Den anden side af Krista X" 11. september! Datoen er brændemærket ind i verdenshistorien, men hvad gjorde den ved hin enkelte? Om det handler Sven Holms nye roman. Krista er på ferie i Italien sammen med sin mand og et vennepar, da hun på hotelværelset ringes op fra Danmark af sin far, der beder hende lukke op for TV. Her ser hun igen og igen den samme film om angrebet på World Trade Centers ti tårne, og hun gribes først af frustrerende ydmygelse, rastløs afmagt og rådvildhed. Dernæst kapper hun alle fortøjninger for at kæmpe imod og for at finde sin egen vej. Nu vil den borgerpæne pige selv bestemme: hun nægter at flyve hjem, men vil leje en bil og køre, hun optræder udfordrende og provokerende i en park – madonnaen har fået sit, luderen skal have sit. Hun anskaffer sig et alter ego, en Chiara Segala, som dækker en anden side af hendes væsen, og hun optræder dybt krænkende over for sin aldeles uforstående, skikkelige ægtemand. En række indbildte forhold fører hende frem til en mand, der har et billede af selvmordspiloten på det ene af de fly, der ramte World Trade Center, og efter et langt, begærligt samleje med ham gør hun ham til prototypen på terroristen, lænker ham og siger: "Din forbrydelse består i at ville knuse mig, først med vold og så med begær…. I har fyldt min hjerne med billeder af ild og terror og ødelæggelse, I har lokket mig til at begære jer for at indoptage og betvinge de billeder. I er trængt ind i mig for at sønderrive mig, og I har opnået hvad I ville. Du forklædte din vold som begær." Hermed er hun kommet ud af sin afmagt og ydmygelse. Hun har fået sin personlige hævn, og hun finder på en måde tilbage til sit tidligere jeg og indvilger i at flyve hjem. Her forsøger hun at finde en vej ind til sin fortid, måske oven i købet at vende tilbage til noget, der var, men det viser sig at være for sent. Sandheden ligger ikke i fortiden, men i nutiden – enkel og ligetil formuleres den af tjeneren på Gram Slotskro. Sven Holm beskæftiger sig med det vesteuropæiske menneskes sårbarhed og dets pli. Først ved at brænde alle broer, lade de overleverede idealistiske forestillinger ligge og handle lige så hårdt, lige så overraskende, lige så primitivt som terroristerne kommer vi ud over vor angst, og vi finder os selv. Jens Henneberg Sven Holm: "Den anden side af Krista X" 160 sider, 198 kr. Gyldendal Udkommer i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...