EMNER

Kristendemokrater i tænkeboks

Valget betød farvel til Folketinget for Kristendemokraterne, der nu overvejer, hvilken kurs de skal lægge fremover

KØBENHAVN:Efter et sviende valgnederlag vil Kristendemokraterne nu gå i tænkeboks og overveje, hvordan partiet kan komme tilbage og spille en rolle i dansk politik. Det blev resultatet af lørdagens hovedbestyrelsesmøde i partiet, hvor der var bred enighed om, at partiet ikke gjorde det godt nok i valgkampen. - De temaer, hvor vælgerne ikke kender vores politik, der må vi være mere klare fremover. Vi har skullet favne meget bredt, og det har gjort det svært at få en klar profil. Men vi er også enige om, at vi ikke skal drage forhastede konklusioner, siger partiformand Marianne Karlsmose til Ritzau. Hun tilføjer, at der selvfølgelig var dyb skuffelse på mødet over, at partiet røg ud af Folketinget, men at der alligevel var en overraskende god stemning. - Nu vil vi koncentrere kræfterne om hurtigt at samle underskrifter ind, så vi kan stille op næste gang. Det vil koste en masse kræfter og penge. Desuden vil vi have fokus på kommunal- og regionsvalget til efteråret, og vi kan mærke på folk, at der er kamplyst overfor de opgaver, siger Marianne Karlsmose. Bodil Kornbek, som røg ud af Folketinget efter valget, har i dagene op til hovedbestyrelsesmødet offentligt kritiseret partiets strategi og luftet muligheden for helt at forlade Kristendemokraterne. Hun har blandt andet klandret partiet for at have føjet sig for den mere missionske del i Vestjylland og fokuseret på de gamle travere som kampen mod fri abort, menneskekloning og porno. Det har kostet mange stemmer i byerne, og det var ifølge Bodil Kornbek en af årsagerne til, at partiet fik et historisk dårligt valg. Men også hun var meget tilfreds efter lørdagens møde. - Selvfølgelig var der kommentarer, og ikke alle var begejstrede for mine udtalelser, men der var en forståelse for, at vi har tabt et valg, at der skal være en intern evaluering, og at vi har en stor udfordring, når det gælder kommunikation og medier, siger Bodil Kornbek. Samtidig lægger partiet op til, at det fremover også skal være bedre til at formulere partiets bud på andre politiske områder som for eksempel arbejdsløshed, økonomi, international politik og erhvervspolitik. - Det er klart, at vi skal kommunikere budskaber ud, der giver svar på de udfordringer, der er i tiden. Men jeg har jo ikke frasagt mig vores værdigrundlag og vores politik om fri abort og modstand mod kloning. Men det skal ikke stå alene. Vi skal fortælle, hvad vi ellers har at byde på, siger Bodil Kornbek. Kristendemokraternes hovedbestyrelse diskuterede desuden, om det var rigtigt at gå ud allerede inden valget og pege på Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister. Den beslutning har også ført til intern kritik, og meningerne er stadig delte, siger Marianne Karlsmose. - Ligesom der var delte meninger om det før valget, så er der da også det i dag. Den melding bar os ikke ind i Folketinget, men jeg fornemmer ikke at hovedbestyrelsen hægter valgnederlaget op på det. Men jeg er ikke sikker på, at det havde været anderledes, hvis vi havde gjort noget andet. Folk har valgt os frem både fordi vi er for borgerlige, og fordi vi ikke er borgerlige nok. Valget kom meget til at handle om for eller imod regeringen, og så kan det undre mig, at der ikke var flere, der som Kristendemokraterne ønskede en midtsøgende borgerlig regering, siger Marianne Karlsmose. /ritzau/