Lokalpolitik

KristenDemokraterne klar til valget

KD på banen med ni kandidater - og i valgforbund med R og Borgerlisten

STORKOMMUNE:KristenDemokraterne i Dronninglund og Brønderslev kommuner har nu som de seneste i rækken af valgklare partier meldt sig parat til duellen om de 29 pladser i det nye Brønderslev-Dronninglund Byråd. Det er sket med præsentationen af en ni mand stor kandidatliste, der tæller fem kandidater fra den nuværende Dronninglund Kommune og fire fra Brønderslev Kommune. Det er fra Dronninglund Kommune Carsten Andreasen, Dronninglund, Bente Kristiansen, Klokkerholm, Karen Lene Mogensen, Dronninglund, Kristian Nielsen, Asaa, og Ejvind Larsen, Dronninglund, mens KD-kvartetten fra Brønderslev Kommune er Per Christensen, Jerslev, og tre Brønderslev-folk, Anders Hummelmose, Villy Pedersen og Elly Thomsen. Ingen spidskandidat p.t. De ni kandidater er indtil videre opstillet i alfabetisk orden, og det hænger sammen med, at det i KD-lejren endnu ikke er lykkedes at finde en spidskandidat. - Det skulle egentlig have været én af kandidaterne fra Brønderslev, men han sprang fra igen, så det skal vi lige have fundet en afklaring på, siger Kristian Nielsen, der er formand for KristenDemokraterne i Dronninglund Kommune. Klar til valgforbund Mens Kristian Nielsen & Co. derfor p.t. jagter en kandidat, der er villig til at føre partiet an i jagten på pladserne i Brønderslev-Dronninglund Byråd, så ligger det til gengæld nu klart, at KristenDemokraterne, Borgerlisten og De Radikale har indgået valgforbund i forbindelse med kommunalvalget 15. november. Her er det ingen stor overraskelse, at KristenDemokraterne og Borgerlisten har fundet sammen. Det gjorde de således også ved det seneste kommunalvalg i Dronninglund Kommune i 2001. Mere overraskende er det til gengæld, at De Radikale har sagt ja til at gøre valgforbundet mellem KD og Borgerlisten til en trio - specielt set i lyset af R's samarbejde med Socialdemokraterne på landsplan. Den bedste løsning - En vægtig begrundelse har været, at det er en matematisk kendsgerning, at når et mindre parti går i valgforbund, hvor et meget større parti er repræsenteret, så vil det mindre partis stemmer opsluges af det større parti, forklarer formanden for De Radikale i Brønderslev-Dronninglund, Rikard G. Jespersen. - De to valgforbund, der tidligere er annonceret, indeholder for det ene Socialdemokraterne og for det andet Venstre. Det giver Det Radikale Venstre de bedste chancer sammen med to mindre lister, tilføjer han.