Kristendemokraterne vil have mere ordentlighed i politik

Der skal bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, siger Kristendemokraternes formand, Stig Grenov.

Ritzau
Stig Grenov og Kristendemokraterne kæmper for at bryde ud af dødvandet og få en plads i Folketinget. Partiet har ikke været valgt til Folketinget siden 2001. (Arkiv.)
Folketingsvalg 7. maj 2019 17:36 - Opdateret 7. maj 2019 17:41

KØBENHAVN: Der skal skabes en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Og der skal mere ordentlighed ind i dansk politik.

Det fortæller Stig Grenov, der er landsformand i Kristendemokraterne (KD), efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet valg.

- Det betyder, at vi ikke længere skal udfordre de internationale konventioner. Vi skal sørge for at behandle alle mennesker menneskeligt. Det er tiltrængt i blå blok, siger han.

Derudover mener Stig Grenov og KD også, at det er vigtigt at give mere frihed til familier.

- Vi skal have italesat, at vi skal have en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.

- Og vi skal have italesat, at der er en masse mennesker, der i dag er endt på bunden af samfundet. Det er ikke bare rigtig dyrt for samfundet. Det er immervæk også nogle dårlige liv, vi får ud af det, siger han.

Partiet vil, hvis de kommer i Folketinget, pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Stig Grenov mener, at partiets politik bliver mere og mere aktuel. Eksempelvis tilbringer alt for mange børn ifølge partiet for lang tid i institutioner.

- Vi skal have mere frihed til, at forældrene selv har mulighed for at passe dem eller at sætte dem i institutioner, hvor der er en ordentlig normering til børnene. Vi kan ikke være andet bekendt, siger han.

Hele 13 partier kommer på stemmesedlen - heriblandt Nye Borgerlige og Stram Kurs - og de må gerne tilslutte sig Kristendemokraternes politik.

- De skal være velkommen til at stemme for KD's lovforslag, når vi engang sidder i Folketinget. Men umiddelbart er der meget lang vej mellem vores menneskesyn og deres, siger Stig Grenov.

Valgdatoen bliver 5. juni, der også er grundlovsdag, og det glæder Stig Grenov, han kalder det en "dobbelt festdag".

Mandag kom det frem, at KD ønsker at stille med partiets vestjyske folketingskandidat Kristian Andersen i de afsluttende partilederdebatter.

Stig Grenov fortæller, at det hele tiden har været planen, at landsformanden deltager i de indledende runder, der efter valgudskrivelsen sendes tirsdag aften.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...