Kristendemokraterne vil øge ulandsbistand

Ulandsbistand må op på én procent af bruttonationalproduktet, mener Kristendemokraternes formand, Stig Grenov.

Kristendemokraternes (KD) formand, Stig Grenov, fejrede valgfest i Grønlandsværelset på Christiansborg på valgdagen 18. juni 2015. Partiet fik 0,8 procent af stemmerne og kom ikke i Folketinget. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kristendemokraternes (KD) formand, Stig Grenov, fejrede valgfest i Grønlandsværelset på Christiansborg på valgdagen 18. juni 2015. Partiet fik 0,8 procent af stemmerne og kom ikke i Folketinget. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Danmark skal yde mindst én procent af bruttonationalproduktet, bnp, i ulandsbistand for at stoppe strømmen af flygtninge og migranter til EU.

Det siger Kristendemokraternes (KD) formand, Stig Grenov, før partiet fredag holder sommergruppemøde i Herning. Regeringen har med bredt flertal bag sænket bistanden til 0,7 procent af bnp.

- Vi skal mindst tilbage til én procent af bnp. Når der i dag står 0,7, så er det i virkeligheden kun 0,5. Resten går til de flygtninge, som er kommet til Danmark. Ulandsbistanden skal gå til nærområder, siger Stig Grenov.

Et bredt flertal af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti støtter en stram udlændingepolitik med midlertidigt stop for FN's kvoteflygtninge. Men KD går en helt anden vej.

- Vi skal sørge for, at færrest mulige mennesker har behov for at flygte til Danmark. Det kræver en massiv ulandsbistand - kort- og langsigtet. Det er det bedste, vi kan gøre, siger Stig Grenov.

- Ingen flygtningestrøm stopper, før de mennesker, der sender flygtninge over havet, får andet at lave.

Kristendemokraterne vil give asyl til enhver, som er truet på liv og lemmer. Men sagen skal løses i EU. Danmark skal tage kvoteflygtninge. Før tog vi 500 årligt fra FN's flygtningelejre, mener KD's formand.

Venstres tidligere statsminister, Poul Hartling, indførte kvoteflygtninge som FN's flygtningehøjkommissær, påpeger han.

- Nu løber alle partier fra højre til venstre skrigende bort. Det dur ikke. Vi er nødt til at gøre det ordentligt, siger Stig Grenov.

Partiet vil også afbureaukratisere både folke- og friskoler, forklarer han.

- Folkeskolen er kørt i sænk af endeløse elevplaner i store databaser, som dårligt virker, og ingen gider kigge på, siger Stig Grenov.

KD er imod folkeskolereformen, fordi børnene har for lange skoledage. Talrige PISA-test viser, at børnene ikke lærer nok, påpeger han.

- Selvfølgelig er det nødvendigt at gøre noget. Man skal lytte til skolelærerne og -lederne. I Finland har man i gennemsnit fem timer daglig til og med 6. klasse. De ligger i top i PISA-undersøgelserne, siger Stig Grenov.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.