Kristendemokraterne vil være et stærkere politisk alternativ

Kristeligt Folkeparti vil være mere kendt, men politikken skal være den samme

EMNER 5. juni 2003 08:00

Når Kristeligt Folkeparti ændrer navn til Kristendemokraterne ved partietslandsmøde i oktober, er det ikke et signal om en ny politisk kurs, men blot et led i ny markedsføringsstrategi, som skal gøre partiets politik mere kendt. Partiets formand, Marianne Karlsmose, forsikrer, at der ikke er tale om et opgør med den politik, som partiet hidtil har stået for. Tværtimod. - Det handler om at gøre partiet og det, partiet står for, mere synligt. Jeg holder så meget af Kristeligt Folkepartis politik, at det smerter mig, at vi ikke kan nå længere ud. Det handler ikke om at ændre politik, men om at øge kendskabet til det, vi står for, siger Karlsmose til Ritzau. Og fordi partiets politik i høj grad er inspireret af den kristendemokratiske ideologi, giver det god mening også at opkalde partiet direkte efter ideologien, mener hun. - Når det går op for vælgerne, hvad den kristendemokratiske ideologi går ud på, hvor stor en bevægelse den er, og at den er et reelt alternativ til både den socialistiske og den liberalistiske ideologi, så tror jeg, at mange vælgere vil få et andet syn på partiet, og derfor har vi nu valgt at tage navn efter vores ideologiske grundlag, forklarer Marianne Karlsmose. At navneskiftet ikke signalerer et politisk kursskifte, er der imidlertid ikke enighed om i Kristeligt Folkeparti. Karlsmoses forgænger på formandsposten, Jann Sjursen, valgte efter beslutningen at nedlægge sit hverv som formand for folketingsgruppen og meddelte samtidig, at hans politiske karriere slutter til næste folketingsvalg. Men ifølge Sjursen gør partinavnet en forskel. Han har imidlertid ikke villet forklare nærmere, hvori forskellen består, ligesom han heller ikke har villet begrunde sin beslutning over for pressen om at træde tilbage. Sjursen har blot konstateret, at "vi er uenige om nogle ting". Hvilke ting Sjursen og Karlsmose er uenige om, vil Sjursen heller ikke uddybe. Det begrunder han med et ønske om ikke at modarbejde det flertal i hovedbestyrelsen, der står bag beslutningen om navneskiftet. Marianne Karlsmose vil heller ikke sætte præcise ord på uenigheden. - Jeg kan slet ikke se, at vi er så uenige, lyder det kortfattet fra Karlsmose. Det er imidlertid åbenlyst, at Marianne Karlsmose ønsker, at Kristeligt Folkeparti skal have mere kontakt med sine udenlandske søsterpartier, og at partiet mere klart skal definere sig som en del af den internationale kristendemokratiske bevægelse. - Men det betyder ikke, at der skal komme nogen udefra og bestemme over vores politik her i Danmark. Der er faktisk store forskelle på de kristendemokratiske partier rundt omkring i verden, men vi har alligevel et værdifællesskab, og vi har brug for at inspirere hinanden, specielt i Norden, men derfor skal vi selvfølgelig selv bestemme vores politik i Danmark, siger Karlsmose, som tror på, at Kristeligt Folkeparti kan opnå en langt stærkere politisk position i Danmark, sådan som det er tilfældet i både Norge og Sverige. Uanset hvordan det kommer til at gå partiet, når det skifter navn til Kristendemokraterne, så markerer navneskiftet kulminationen på en proces, som har været længe undervejs. Langsomt og i al ubemærkethed har en ny generation med en anderledes politisk selvforståelse overtaget styringen i partiet. Det er sket gennem en grundig skoling i den kristendemokratiske ideologi af medlemmerne i Kristeligt Folkepartis Ungdom op gennem 1990'erne. De nye tider i partiet er dog blevet varslet af en række initiativer fra de unge kristendemokrater. Først opstod det kristendemokratiske internetmagasin Cura, www.cura.kfu.dk, så kom endnu en kristendemokratisk portal, www.minpolitik.dk, og i efteråret 2002 udkom bogen "Kristendemokrati - idé og bevægelse" på forlaget Boedal, hvor den kristendemokratiske ideologi bliver præsenteret på 271 sider af de to unge politologer Michael Hedelund og Jonas Norgaard Mortensen. Selv om Jann Sjursen kun er 39 år, tilhører han tilsyneladende allerede den ældre generation i et parti, som altid har været præget af en stærk ungdomsorganisation. Sjursen satte som 26-årig danmarksrekord som den yngste partileder nogensinde og sætter nu endnu en danmarksrekord som den yngste partileder, der går af. Tilsyneladende er han blevet overhalet af en ny generation i partiet med den 29-årige Marianne Karlsmose i spidsen. Den nye generation i Kristeligt Folkeparti forsøger at definere partiets politik mere offensivt og positivt og tager afstand fra partiets tidligere selvforståelse som et protestparti, der opfatter sig som moralens vogter. De definerer sig som kristendemokrater og ønsker dermed i højere grad at markere sig som et politisk alternativ til de gamle vækst- og produktionsorienterede ideologier. Jonas Norgaard Mortensen, som også er international sekretær for partiet, er overbevist om, at Kristendemokraterne vil komme til at spille en central politisk rolle i Danmark, hvis det ellers lykkes at få formidlet budskabet. - Når det går op for danskerne, at Kristendemokraterne ikke er en kirkelig forening, men et politisk parti med et klart værdibaseret fundament, så vil partiet appellere stærkt til de mange mennesker, der er trætte af politisk pragmatisme og ideologisk udvanding. Behovet for helstøbte ideologiske, politiske projekter bliver mere og mere udtalt, siger Jonas Norgaard Mortensen, som beskylder de gamle partier for at være kørt fast i forestillinger om, at penge og økonomi er det vigtigste. - Man glemmer, at de egentlige værdier er menneskene. I den kristendemokratiske ideologi måler man ikke samfundets rigdom i penge, men i menneskelig sundhed og trivsel. Hvis man skaber social elendighed og menneskelig nød og sygdom, som det er tilfældet med vores nuværende regering, så gør man hele samfundet fattigere, siger Jonas Norgaard Mortensen. Ligesom Norgaard Mortensen understreger Marianne Karlsmose, at Kristeligt Folkeparti ikke bliver et mere borgerligt parti med det nye navn. - Det er en styrkelse af, at vi er et politisk alternativ. Derfor vil det fortsat ikke være givet på forhånd, hvilken statsministerkandidat vi vil pege på før et valg, siger partiformanden. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...