Japan

Kristensen hyldet i Japan

TOKYO:Den første Le Mans-sejr for et japansk team nogensinde er omsider blevet fejret efter gehør hjemme i Tokyo. Lige siden triumfen for en måned siden har alle kalendere været fyldt op for den vindende trio, Tom Kristensen, Rinaldo Capello og Seiji Ara, men i denne uge lykkedes det omsider at samle hele teamet til en monster-galla med 400 gæster i den japanske hovedstad. - Ingen kan forestille sig, hvor stor denne sejr har været for Team Goh, siger Tom Kristensen, der er vendt hjem til Monaco efter festen. - Den enorme japanske bilindustri med Toyota, Mazda og Nissan i spidsen har gennem tiderne brugt milliarder af kroner på at blive det første japanske team til at vinde Le Mans, og da det endelig lykkedes for en Mazda-bil i 1991, var det for et udenlandsk team. I år var det omvendt, idet Team Goh vandt med en Audi, men det har ikke ændret på fakta, at et japansk team for første gang har vundet verdens største sportsvognsløb, fortsætter Tom Kristensen.