Teater

Kristent show forskrækkede

TÅRS:- Jeg synes, de har spillet med fordækte kort. Mine børn var bange og græd, da de kom hjem. Sådan fortæller en far, Lars Hansen, efter onsdagens forestilling med Impact World Tour, som optrådte med Team Xtreme i Tårshallen. - Vi troede bare, det var underholdning, som vi roligt kunne sende børnene til, men det sluttede af med en slags hvervekampagne, hvor børnene skulle oplyse, hvad de hed og hvor de boede. Vores børn er 10 og 12 år, og de fik at vide, at hvis ikke de troede på Jesus, så kom de i Helvede. De følte sig pressede. Så da de kom hjem, var de helt slået ud og var bange. En anden pige, der var med, oplevede det på samme måde, fortæller Lars Hansen. - Det beklager vi da utroligt meget, men vi har ikke lagt skjul på, at det her er mere end et show. Det er professionelle artister, men samtidigt har de et budskab om nye værdier, som de vil formidle til først og fremmest teenagere. Bagefter er de unge velkomne til at gå frem, få en samtale og informationsmateriale. Dér spørger vi, om de ønsker mere materiale eller indbydelse til andre arrangementer. Men det er jo helt frivilligt for de unge at gå frem, forklarer Jimmy Klentz, Aalborg, der er pressekontakt for touren. Han tilføjer, at arrangementerne er en anden form for gudstjeneste. Græsrødderne har et budskab om værdierne i den kristne tro, og det budskab formidler de på en anden måde. Der er fire forskellige shows med internationale deltagere rundt om i Vendsyssel frem til og med 30. marts.