Kritik af accept af nulvækst
Folketingsmedlem kritiserer S-rådmand for via posten i KL’s bestyrelse at have accepteret nulvækst i kommunen

Folketingsmedlem Per Clausen (EL) vil have Thomas Kastrup-Larsen(S) til at forklare sig i byrådets spørgetid. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli
AALBORG:Det er utroligt, at Socialdemokraternes borgmesterkandidat, rådmand Thomas Kastrup-Larsen, som medlem af KL’s bestyrelse, har accepteret nulvækst i kommunerne i 2014 som en del af regeringens Vækstplan DK.
Det mener folketingsmedlem Per Clausen (EL), der af samme årsag har bedt rådmanden forklare sig i byrådets spørgetid. Per Clausen frygter nemlig, at accepten af nulvækst får store konsekvenser i Aalborg Kommune bl.a. i form nedskæringer.
Han mener, at rådmanden har været med til at træffe en meget vidtgående beslutning.
- Sidste gang, der skulle laves budget i Aalborg, fik jeg jo læst og påskrevet om, at økonomien i Aalborg Kommune var meget dårlig. Derfor forstår jeg ikke, at man allerede nu, før man har forhandlet en kommuneaftale, i realiteten accepterer en økonomisk ramme, som er den samme som i 2013, så vil kommunens økonomi jo fortsat være rigtig dårlig.
På spørgsmålet om kommunerne ikke også skal betale en del af regningen for vækstplanen, siger han.
- Det der sker, når kommunerne skærer ned, det er at kommunerne fyrer i tusindvis af mennesker, vi har også set fyringer i Aalborg Kommune.
Thomas Kastrup-Larsen (S) peger på, at det er rigtigt, at der er indgået en forståelse mellem KL’s bestyrelse og regeringen omkring Vækstplan DK, hvor man tager 2,6 milliarder kr. fra kommunernes serviceramme, men at der endnu ikke er indgået en økonomiaftale for 2014. Han peger omvendt også på, at kommunerne har fået noget til gengæld for accepten i form af 2,6 mia. kr. til nye anlæg, ligesom man vil blive ekstra kompenseret for etableringen af Udbetaling Danmark.
- Det er træls, at vi fra kommunal side skal være med til at finansiere Vækstplan DK, men jeg synes, at det er bedre, at vi har fået noget igen i stedet for, at man bare havde taget de 2,6 mia. kr., siger Thomas Kastrup-Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.