Affald

Kritik af dansk depotplan

KØBENHAVN:De radioaktive rester af 45 års forsøg med atomkraft på Risø uden for Roskilde vil i de kommende år blive placeret i et depot på et sted i Danmark, som endnu ikke er udpeget. MetroXpress skriver mandag, at det danske atomaffald under streng overvågning skal opbevares her de næste mange hundrede år. Det fremgår af den plan for afviklingen af Risø, som er udarbejdet af Dansk Dekommisionering, et statsligt selskab med ansvar for at nedbryde de nukleare anlæg og atomreaktorerne på Risø. Men miljøorganisationen Greenpeace kritiserer, at myndighederne på den måde "spreder angst og uro" i de egne af landet, der udpeges som mulige placeringer for depotet. - Det ville være mest rigtigt at oprette et slutdepot lige i nærheden af den tidligere reaktor ved Risø. Her er ekspertisen til at behandle det radioaktive affald forsvarligt, og det er et sundt princip at placere affald i nærheden af, hvor det er anvendt, siger Tarjei Haaland fra Greenpeace. I alt er der brug for et depot til 5000 kubikmeter dansk radioaktivt affald, hvilket svarer til to store lastvognstog. Risø er langt den største leverandør til depotet, mens en del affald stammer fra sundhedsvæsnet og fra danske virksomheder. Øvelsen med at finde et egnet depot kan blive ekstra svær, fordi Risø stadig har 233 kilo særligt aktivt brændselsaffald. Roskildes borgmester, Bjørn Dahl (V), tvivler imidlertid på, at det vil være den fagligt bedste løsning at placere depotet i nærheden af Risø, fordi anlægget er opført i et lavt beliggende område. /ritzau/