Kritik af havnesikkerheden

Kendere af området slår til lyd for bedre afskærmning ved kajen og mere lys.

Kendere af området slår til lyd for bedre afskærmning ved kajen og mere lys. Foto Niels Meredin

Kendere af området slår til lyd for bedre afskærmning ved kajen og mere lys. Foto Niels Meredin

Aalborgs centrale havnefront mangler ordentlig lys og afspærring ved kajkanten de rigtige steder. Sådan lyder kritikken fra personer, der færdes i området til daglig og bruger det. Kritikken kommer efter en ulykke lørdag aften, hvor en 45-årig bilist kørte i døden ud over kajkanten og ned i det kolde vand. Kun et skilt Kritikken retter sig blandt andet mod skiltningen. For enden af kajen er der kun et enkelt advarselsskilt. Det står lidt til højre og ikke lige ud for kørselsretningen. - Kommunen bør sætte et gelænder eller blomsterkummer op, der forhindrer, at bilister fortsætter lige ud over kajen, mener Hans Andersen, direktør i City-Ejendomme. Han ejer Havnehuset og har selv kontor i den store bygning på den centrale havnefront. Lørdag aften var pullerterne ud for Rosdahls pakhus nede. Forinden står dog en tavle med "indkørsel forbudt". Undertavlen tillader varekørsel. Ledt på vej mod kanten Manden og hans kæreste skulle spise middag på en restaurant i området, og Hans Andersen antager, at de kan have kørt og kigget efter restauranten eller parkeringsmuligheder i nærheden. - De er blevet ledt på vej af lysmasterne, der fører direkte ned til det sted, hvor kajen stopper brat og går over i et trappeanlæg. Og lyset fortsætter på den anden side af trappeanlægget. Kun et enkelt lille skrabemærke på den cirka 25 cm høje betonkant afslører, at bilen har mødt en forhindring. - Havnepromenaden er blevet rigtig flot, og med rette har Aalborg Kommune fået en vejpris og en lyspris, men jeg mener, at kommunen ikke har tænkt tilstrækkeligt meget på sikkerheden. Den seneste ulykke her kommer jo lige efter to andre dødsulykker, hvor personer er faldet i vandet og er druknet, og selv om ulykkerne ikke er identiske, er der jo noget galt, når det sker, mener Hans Andersen. Torsdag modtog Aalborg Kommune årets vejpris, der blev overrakt af transportminister Henrik Dam Kristensen. Især lyssætningen i området er fremhævet. Flot lys - men ikke nok Men selv om det er flot, kunne det også gøres bedre, mener Bernt Jensen, som er ceremonimester i Aalborg Kanonlaug. Lauget har lokaler lige under Limfjordsbroen, og medlemmerne snakker tit om forholdene på havnen. - Problemet er, at der er alt, alt for lidt lys til at markere kajkanten, påpeger Bernt Jensen. Hans Andersen er af samme opfattelse og foreslår, at kommunen bør overveje enten at forhøje kajkanten eller visse steder at sætte en form for rækværk op til at supplere den sparsomme belysning. - Der kan også ske noget om dagen. Om formiddagen, når solen skinner, får man den lige i øjnene, når man kommer kørende mod øst, bemærker Hans Andersen. Pullerterne er nede i tidsrummet kl. 05-11, så varebiler kan komme ind i området.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.