EMNER

Kritik af indsats

KØBENHAVN: I løbet af det seneste år er kommunerne og AF blevet dårligere til at opsøge virksomheder for at skaffe indvandrere i arbejde, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag. I fjor fik kun 47 pct. af arbejdsgiverne henvendelser fra kommuner og AF med henblik på job til indvandrere. Det var en markant tilbagegang i forhold til året før, da tallet var 63 pct., viser en ny undersøgelse, der er lavet for Integrationsministeriet af Institut for Konjunktur-Analyse. Integrationsministeren, Rikke Hvilshøj (V), er fortørnet over tilbagegangen og truer med sanktioner over for de kommuner og arbejdsformidlinger, der ikke er effektive: - Vi står midt i en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft i flere brancher. Så er det simpelthen uacceptabelt, at kommuner og AF ligefrem er blevet mindre opsøgende i det seneste år. Regeringen har planer om at indføre incitamenter for at fåkommunerne gjort mere aktive som led i det kommende udspil om en velfærdsreform. Vi vil helst bruge belønninger til dygtige kommuner. Men hvis det ikke er effektivt nok, må vi tage andre midler i brug, siger ministeren til Jyllands-Posten. Undersøgelsen viser samtidig, at hos 84 pct. af virksomhederne har det ikke givet anledning til problemer at have ansat indvandrere eller efterkommere. På baggrund af den aktuelle Muhammed-krise opfordrer formanden for Dansk Handel og Service, Poul Erik Pedersen, alle landets arbejdsgivere til at ansætte indvandrere i langt højere grad end hidtil: - Vi er nødt til at gøre noget ekstraordinært for at sikre, at Muhammed-krisen ikke går ud over integrationen, siger han. /ritzau/