Lokalpolitik

Kritik af kritikløst medløb over for projektmagere

SFs Bent Mikkelsen og Lokallistens Knud Størup kritiserede på onsdagens byrådsmøde, at kommunens politikere "retter ind", når private kommer med byggeprojekter, som kommunen laver lokalplan til.

Bent Mikkelsen skød bolden op til debat i forbindelse med udstykningen øst for Skagensvej. - Projektmagerne har igen lavet lokalplanen, sagde Bent Mikkelsen, som undrede sig over, at 21 indsigelser fra naboer overhovedet ingen indflydelse fik. Han understregede, at projektmager for ham ikke er et negativt ord. Hans kritik går på ukritisk medløb fra kommunens side. - Er lokalplanen ved Liljevej blot en skueprocess? jeg skvattede over en skelpæl, da jeg var derud (før byrådet havde behandlet lokalplanen, red.), spurgte Bent Mikkelsen. Knud Størups kritik kom også i forbindelse med det nye højhusbyggeri på Garnigrunden, som nogle af byrådets medlemmer ønskede et par etager lavere. - Nogle siger så, at det er bygherren, som vil have otte etager. Skal byrådet så bare rette ind til højre, spurgte Knud Størup. - Jeg vil gerne advare mod, at eksterne altid bestemmer. Knud Størup refererede til en artikel, som Per Harfeld (V) har skrevet i det interne Venstreblad Solstrejf, hvor han argumenterede for nytænkning omkring lokalplaner. Per Harfeld tiltænker projektmagere en central rolle som initiativtagere, men i samspil med kommunen. Knud Størup advarede om, at det ville resultere i et planløst samfund. Morten A. Petersen (DF) afviste Bent Mikkelsen og Knud Størups betænkeligheder. - Hvis det i virkeligheden er andre, der bestemmer over lokalplanerne, så skal vi, der sidder i byrådet, da skiftes ud, sagde Morten A. Petersen. - Vi er i vores gode ret til at sige nej til en bygherre og det ville vi have gjort i Garnisagen, hvis vi havde ment, at byggeriet er for højt.