Aalborg

Kritik af sikkerhed på ny havnefront

Det er livsfarligt at færdes på dele af Aalborgs nye havnefront, lyder kritikken. Deltag i afstemning her

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirsten Hein kalder lysforholdene direkte farlige flere steder på den nye havnefront. Foto: Henrik Bo

Lysforholdene på den nye havnefront i Aalborg bliver kritiseret og kaldt for direkte farlig flere steder. Kritikken blev rejst overfor Aalborg Kommune, inden 20-årige Nikolaj Broberg Winther forsvandt lørdag morgen og blev fundet druknet i havnebassinet ved Østre Havn tirsdag eftermiddag. Men den tragiske udgang betyder, at Kirsten Hein på vegne af vinterbaderne ved det nye havnebad nu gentager sin kritik. - På den centrale del af den nye havnefront mellem Limfjordsbroen og Utzon Centeret er lysforholdene flere steder meget farlige, siger Kirsten Hein. Livsfarligt når det er mørkt Hun gjorde på mail fredag Aalborg Kommune opmærksom på problemerne, og kommunen er parat til at gå i dialog for at få rettet eventuelle fejl. Kirsten Hein peger på, at byen er blevet ændret til nu at gå helt ned til Limfjorden med boldbaner, park, restaurationer og ungdomsboliger med mere liv og bevægelse på havnefronten. Samtidig er der også anlagt nyt lys, som hun roser, når det handler om æstetik og forskønnelse, men kritiserer skarpt, når det handler om funktionalitet. - Den er gået fløjten. Flere steder er der livsfarligt, når det er mørkt, siger Kirsten Hein. - Med den nuværende lyssætning kan man ved sektionen med trapper ned til fjorden ikke se overgangen mellem vand og trapperne, og man kan heller ikke se trapperne. Det er let at trimle i vandet, og der kan nemt ske flere ulykker når som helst, nævner hun som eksempel. Vil gå i dialog Afdelingsleder i Park og Natur, Marianne Jensen, har endnu ikke set henvendelsen fra Kristen Hein, men er klar til en drøftelse. - Vi opfylder kravene om belysning i forhold til sejlerne, og set fra land er den nye del af havnefronten det mest oplyste område langs Limfjorden, siger hun. Men for Aalborg Kommune handler det også om at have en brugbar belysning. - Vi vil selvfølgelig gerne drøfte, om der er ting, som er uhensigtsmæssige og drøfte, hvordan vi gør belysningen så effektiv som muligt, siger Marianne Jensen.