Kritik af sodavand

Bryggerierne anklages for at spolere danskernes helbred

KØBENHAVN:Endnu inden den er på gaden, møder Royal Unibrews nye 0,6 liters sodavandsflaske skarp kritik fra såvel ernæringseksperter som tandlæger. Og på Christiansborg vil SF have sodavandsafgiften op igen. Partiet opfordrer samtidig bryggeriet til at droppe planerne. Royal Unibrew sender i den kommende uge de større flasker på markedet i stedet for de nuværende halvlitersflasker til uændret pris. Det har fået ernæringseksperter til at anklage bryggeriet for at fremme fedmeudviklingen med de større flasker til samme pris, men Royal Unibrew forsvarer sig med, at man samtidig vil øge fokus på light- og sukkerfrie produkter. Men det hjælper absolut ingenting i forhold til tandsundheden, advarer Tandlægeforeningen nu. For uanset om der er tale om sukkerfrie eller lightprodukter, er større sodavandsflasker en virkelig dårlig idé og kan få alvorlige konsekvenser for danskernes tænder, mener Tandlægeforeningen. Allerede i dag rammes rigtig mange danskere - især børn og unge - af syreskader, og større flasker vil kun bidrage til at gøre det allerede stigende problem endnu værre, fastslår foreningens formand, Susanne Andersen. - Skaderne er uoprettelige, for emaljen kommer ikke tilbage, når den først er ødelagt og ætset væk. Krav om højere afgifter - Folk skal naturligvis ikke forbydes at drikke sodavand, men vi er nødt til at advare kraftigt mod de mange læskedrikke, fordi de er så skadelige for tænderne og på sigt kan give både ubehagelige tandsmerter og store udgifter til tandbehandling, siger Susanne Andersen. Også SF er fortørnet over Unibrews udspil og opfordrer bryggeriet til at droppe planerne om de større flasker. Partiets skatteordfører Jesper Petersen, foreslår, at afgifterne øges på sodavandsflasker, der er større end 25 cl, og at man skal bruge indtægterne til at nedsætte momsen på frugt og grønt. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti i to omgange nedsat afgiften på sodavand fra 1,65 kroner per liter til 0,91 kroner per liter, hvilket betyder, at en to-liters sodavand er blevet op mod 2 kroner billigere. /ritzau/