EMNER

Kritik af stop for adoption

{ KØBENHAVN: Det er en overreaktion fra familie- og forbrugerminister Carina Christensens (K) at sætte midlertidigt stop for adoption fra Indien, som følge af kritisk omtale i en DR-udsendelse. Der er tale om gamle sager, som de indiske myndigheder har helt styr på, ligesom de har på de løbende adoptionsager i det hele taget, siger formanden for AC Børnehjælp, Anders Christensen, til Ritzau. Han siger også, at adoptionsforeningen føler sig hængt uretmæssigt ud og overvejer at indklage DR for Pressenævnet. Anders Christensen oplyser, at AC Børnehjælp for længst har droppet samarbejdet med de tre omtalte indiske børnehjem, og at foreningen dengang også oplyste de danske myndigheder om forholdene og påpeger, at indisk politi i forvejen undersøger de gamle forhold, og fire instanser i Indien gennemgår alle adoptionsager. I sidste ende skal en dommer afgøre sagerne. AC Børnehjælp stoppede samarbejdet med børnehjemmet Priyadarshini i december 2004, med Preet Mandir i juni 2003 og med John Abraham Home i april 2001. /ritzau/