EMNER

Kritik af USA-holdning til USA

KØBENHAVN:Oppositionen kritiserede under åbningsdebaten i Folketinget, at regeringen ikke lægger klar afstand til USA's forberedelser til en krig mod Irak uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Såvel Socialdemokratiet som SF og De Radikale advarede regeringen mod at støtte amerikansk enegang. USA's præsident, George W. Bush, samler støtte fra Kongressen til at kunne indlede en krig udenom FN, hvis Iraks præsident Saddam Hussein ikke accepterer krav om uhindret adgang for FN's våbeninspektører. Socialdemokratiets politisk ordfører, Mogens Lykketoft, ønskede som andre at "befri denne verden for Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben". - Derfor må vi insistere på, at våbeninspektører kommer ind og får fri adgang, men vi må også insistere på, at det er FN's Sikkerhedsråd, der i alle faser drager konklusioner om, hvad der videre skal ske, sagde Mogens Lykketoft. SF's formand, Holger K. Nielsen, søgte forgæves at få Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti til at svare på, om de støtter en amerikansk militær aktion udenom FN's Sikkerhedsråd. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, afviste at svare, mens Sikkerhedsrådet torsdag drøfter Irak. Han understregede, at Danmark og EU støtter en løsning i FN's Sikkerhedsråd. Der er ikke behov for nye FN-resolutioner, mente han. - USA har ikke besluttet sig til at gennemføre en krig endnu, sagde Jens Rohde. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, ville ikke tage stilling til sagen, før FN's Sikkerhedsråd har drøftet en resolution. Holger K. Nielsen advarede mod kaos i Mellemøsten ved en amerikansk krig mod Irak. Der findes ikke en afløser for Saddam Hussein, skønt den fhv. irakiske general Nizar Al-Khazraji i Sorø har været nævnt. Han er mistænkt for krigsforbrydelser, og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) har før sagt, at han "har blod helt op under armhulerne", sagde SF's formand. Han mente ikke, at den britiske premierminister, Tony Blair, forleden løftede bevisbyrden for, at Irak er til fare for verdensfreden. Der er ikke bevist en sammenhæng mellem Irak og den internationale terrorisme som Al-Queda-netværket, mente Holger K.Nielsen. - En krig mod Irak handler ikke specialt om kampen mod terrorisme. Den handler langt mere om magten over de enorme olieressourcer, som findes i Irak. Det er simpelt hen umuligt at se bort fra sammenhængen mellem olien og den enorme interesse, USA har for hele Mellemøsten-regionen, sagde han. Den radikale leder, Marianne Jelved, advarede mod en amerikansk landkrig i Irak. Danmark og EU skal fastholde USA på, at løsningen skal findes i FN's Sikkerhedsråd. - Saddam Hussein er en brutal undertrykker. Men Det Radikale Venstre er imod, at USA indleder en landmilitær aktion i Irak, sagde hun. /ritzau/

Mest læste