EMNER

Kritik er ikke altid illoyalitet

Så snart det begynder at minde bare en ganske lille bitte smule om 5. juni, altså Grundlovsdag, er det nærmest ikke til at komme til for politikere, der lovsynger den helt særlige frihedsgrad, som er nedfældet i Grundloven. Og der kan være langt imellem politikere, som ikke benytter lejligheden - og festtalen - til at citere paragraf 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres". Og så er virkeligheden - som det fremgår af dagens avis - anderledes og noget mere mudret. For det ser ikke godt ud, at en skoleleder bliver afskediget, fordi han i et læserbrev i en lokalavis rykker ud med et fuldt forståeligt forsvar mod kritik, ovenikøbet rejst af en lokal politiker. Det ser bestemt heller ikke godt ud, at intern kritik af, at bevillingerne til børneafdelinger bliver skåret ned, bliver mødt med nærmest lige dele kulde og forsøg på at tie og tysse forholdene ihjel. Næsten lige så beskæmmende er det, at kolleger til kritikerne ofte vælger at kigge den anden vej og lade som ingenting. Og så får det ikke ligefrem stoltheden over at leve i selveste Grundlovens fædreland til at svulme, når det kommer frem, at en kampagneleder i Finansministeriet i en e-mail fra integrationsminister Bertel Haarders pressechef får at vide, at hun aldeles ikke skal bryde sig om at stille op til en direkte mediedebat om udlændingepolitik, for hun "ville ødelægge sine muligheder", som det hedder i e-mailen. Inden for det offentlige system hersker der helt tydeligt en udbredt misforståelse, nemlig at kritik eller dét at stille et ganske lille bitte spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, er lig med illoyalitet. Blandt embedsmænd er der direkte ikke velset at have - eller i det mindste give udtryk for - sin helt personlige mening. Det er - som en af ofrene for den åbenbart udbredte brug af mundkrurve da også anfører - i høj grad med til at skabe en god portion uærlighed i systemet, som samtidig kan have det med at stivne i vanetænkning. For at have magt er jo ikke altid det samme som at have ret.