Kritik: Salg af DLG-bygning jappet igennem

- Vi var ikke klædt på til at træffe beslutning, der ændrer havnens fremtid, siger C-spids

Sæby 20. september 2002 08:00

SÆBY: Som omtalt i avisen i går, torsdag, har kommunen solgt DLG-bygningen på havnen til storentreprenør Børge Juul Kristensen, der inden længe tager fat på en ombygning til 10 mio. kroner. Men salget foregik på en måde, der har rystet Det Konservative Folkepartis enlige byrådsmedlem i Sæby, Flemming Sten. - Byrådet var slet ikke klædt på til at træffe beslutning om salg. De fleste byrådsmedlemmer anede slet ikke, hvad de sagde ja til, for de har stort set intet fået at vide. Jeg selv inklusiv, siger en vred Flemming Sten. DLG-bygningen blev udbudt offentligt til salg. Et krav var, at tilbudsgiverne skulle komme med et konkret projekt for brugen af den centrale havneejendom. Ingen bilag Der kom ialt seks tilbud, og de blev behandlet i byrådets planudvalg. Udvalgets syv medlemmer, der alle sidder i byrådet, fik derfor indgående kendskab til projekterne, herunder projektbeskrivelser, tegninger og skitser. Udvalget pegede på tre projekter som brugbare, indstillede et af dem og sendte sagen til økonomiudvalget. Ifølge Flemming Sten dog uden bilag. Alligevel så økonomiudvalget, der i øvrigt i nogen udstrækning har personsammenfald med planudvalget, sig i stand til at sende sagen videre til afgørelse i byrådet. Det skete med den indstilling, at Børge Juul Kristensen får lov at købe ejendommen. - Men min pointe er, at kun de syv medlemmer af planudvalget kender de forskellige projekter. De resterende 14 byrådsmedlemmer har kun et perifert kendskab, og med byrådsdagsordenen fulgte ingen bilag og ingen deltaljer, der kunne sætte os i stand til at træffe et kvalificeret valg, siger Flemming Sten. Plancher Han fortæller, at der på den lukkede del af byrådsmødet tirsdag aften blev sat plancher op i salen. Her så Flemming Sten og - påstår han - det store flertal af byrådsmedlemmerne for første gang projektbeskrivelserne. Herefter skulle der stemmes, og salget til Børge Juul Krstensen blev vedtaget med 20 stemmer. Kun Flemming Sten undlod at stemme. - Det gjorde jeg ikke, fordi jeg har noget imod Børge Juul Kristensen og hans projekt. Men i lighed med de fleste af mine kolleger var jeg slet, slet ikke klædt på til at træffe en afgørelse, der får så stor betydning for Sæby Havns fremtid. Før man kan træffe en sådan beslutning, skal alt materiale lægges frem og gennemdebatteres, siger Flemming Sten. Han er rystet over, at de mange byrådsmedlemmer kunne afgive stemme, selvom de reelt ikke vidste, hvad de sagde ja til. - Det bekræfter mig bare i, at en lille gruppe styrer showet i byrådet. Nogle har kaldt denne gruppe for logebrødrene, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Det sørgelige er blot, at en masse byrådsmedlemmer bare følger trop og gør, som de får besked på, raser Flemming Sten. Svært for Sten Kommunelistens gruppeformand Tommy Thomsen sidder både i planudvalget og økonomiudvalget og er en af dem, der kender de forskellige projekter til bunds. - Planudvalget sagsbehandler på linie med de øvrige udvalg. Derfor er det naturligt, at byrådet ikke får alt smidt i hovedet. Jeg medgiver dog gerne, at der godt kunne have været sendt et bedre materiale ud til byrådsmedlemmerne, siger Tommy Thomsen. Han mener, at Flemming Sten er handicappet af at være alene. I Kommunelistens byrådsgruppe har man talt om salget af DLG-bygningen, og Tommy Thomsen har orienteret sine gruppefæller, så de blev klædt på til at træffe en beslutning. - Jeg ved ikke, hvordan socialdemokraterne og Venstre-folkene har gjort det, men jeg forestiller mig, at alle også her har fået den fornødne information. For Flemming Sten er det sværere. Det kræver en større indsats fra hans side, hvis han skal følge med i alle sager, siger Tommy Thomsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...