Kritik virker kræmmeragtig

Allan Clausen, informationsleder på Aalborg Universitet, har på det seneste et par gange omtalt Niels Arden Oplevs film "Portland" og Jakob Ejersbos roman "Nordkraft" i en "lidet flatterende" sammenhæng.

Sidst i Synspunkt "Muligt at få en smuk svane"(søndag 28.11.), begge gange i forbindelse med Aalborgs nye markedsføring, undskyld branding. Vist nok bryder Clausen sig hverken om filmen eller bogen, fordi ingen af delene fortæller "de rigtige nordjyske historier" om "Det nye, andet Aalborg", der jo er "vild med verden" ud fra de fire værdier: kontraster, højt til himlen, samarbejde og handlekraft. Film og bog skildrer tværtimod det gamle Aalborg, "en bisset drukby med rygende skorstene", ifølge Clausen en "lidet flatterende karakteristik, (der) heldigvis ikke (er) dækkende". Eller også bruger Clausen bare filmen og bogen som eksempler på den gamle bissede drukby; det er lidt svært at finde ud af, hvad informationslederen i grunden mener. Men i hvert fald forstår Clausen slet ikke, i klar tale, at Aalborg økonomisk støtter "den kommende film "Nordkraft", som ikke vil bringe fornyelse af Aalborgs image med sig. Tværtimod". Jamen, det skriver informationslederen, der – det tvivler jeg ikke et sekund på – vil både sin arbejdsplads, universitetet, og "Det nye, andet Aalborg" alt muligt godt. Alligevel virker synspunktet forstemmende. Der klæber noget kræmmeragtigt, noget snerpet og snæversynet til det, selv om det måske er sagt i den bedste – mest positive og optimistiske – brandede mening. Det ejer hverken høj himmel eller en udstrakt hånd til samarbejde. Og Clausen har vel næppe, skønt han er informationsleder, haft lejlighed til at se filmen, der først har forventet premiere til marts 2005; udtalelsen må derfor mere gå på Clausens syn på Jakob Ejersbos roman end på den film, intet publikum endnu har set. Jeg kunne forstå synspunktet, hvis Oplev, Ejersbo og Ole Christian Madsen, instruktøren til filmen "Nordkraft", havde været engageret af byråd og turistbureau til at lave reklamefilm og turistbrochure om "Det nye, andet Aalborg". Men det er ingen af dem. Alle tre er kunstnere, som har skabt tre fiktive værker, der – mere eller mindre tilfældigt – har Aalborg som ramme for filmenes og romanens fiktive handling. Ingen af de tre historier er blevet til ud fra en kommerciel hensigt; ja, det eneste formål, de tre ophavsmænd har haft, er vel at projicere nogle billeder på et lærred og nedfælde nogle ord på en side – af en personlig indre nødvendighed, der intet som helst har med "Det nye, andet Aalborg" at gøre eller "den gamle bissede drukby med de rygende skorstene" for den sags skyld. Intet! En så elementær og væsentlig sondring mellem kunstens rolle og kommercielle produkter burde enhver informationsmedarbejder ved universitetet være klar over. Clausen ser endvidere helt bort fra, at Oplevs film er fra 1996, og at Ejersbos roman fra 2002 også foregår i slutningen af forrige århundrede – længe inden nogen tænkte på at brande "Det nye, andet Aalborg". Oplevs film kan selvfølgelig kritiseres – og er blevet det! – men vel ikke, fordi den skildrer de betonghettoer og industrikvarterer, der jo stadig er en del af Aalborgs virkelighed. Overser Clausen ikke også, at der i romanen "Nordkraft", trods sine sølle og sumpede eksistenser, strømmer en ukuelig tone, en vilje til forandring trods alt, der både kommer til udtryk i titlen – Nordkraft! – og i Jens Mortens smukke, stemningsfyldte forsidefotografi, taget i morgengryet fra den bro, der spiller så stor en symbolsk rolle som overgangssted til en ny tilværelse i romanens midterste del, "Broen"? Er bogen ikke – i modsætning til Clausens små sko – fyldt med kontraster, højt til himlen og masser af samarbejde og handlekraft? – kunne man drillende tilføje. Hvis Clausen kun vil tillade Morten Korch'ske skønmalerier af Aalborg, kan det hurtigt blive en vammel affære. I sprækkerne bag det positive og optimistiske newspeak ligger censuren på lur. En informationsleder på byens universitet, der gerne ser en ekspansion af de "humanistiske fagmiljøer", går selvfølgelig ind for fri forskning i autonome kunstværker, der ikke er underlagt merkantile hensyn – også når de har en lokalkolorit forankret i Aalborg. Ellers må Clausen hellere ind på Boulevarden i nattens mulm og mørke og pille mindepladen for Jacob Paludan ned; for også i hans "Jørgen Stein" skildres det grimme Aalborg – de grå, skarpkantede cementfabrikker, svovlsyre-osen fra superfosfatfabrikken, ludersmøgerne bag Budolfi – og der bliver ind imellem drukket bravt, bl.a. på broen – pontonbroen, forstås, romanens Aalborgkapitler foregår under Første Verdenskrig – i endnu en skæbnesvanger overgangsscene. Den grimme ælling, der blev til en flot svane, kom ikke ud af et andeæg, selvom den længe bildte sig det ind, fordi den ikke vidste bedre. Man skal hverken forstille sig eller fornægte sin arv. Det mener Allan Clausen nok heller ikke. Man skal vedkende sig arv og gæld. Aalborg er en gammel arbejderby med rygende skorstene. Det hverken kan eller skal markedsføringen af det nye, andet Aalborg lave om på. Så ender det bare med, at borgmesteren med sit følge af informationsmedarbejdere går gennem byen iført "Kejserens nye klæder". Når jeg cykler over Limfjordsbroen, rammes synet ofte af Portlands hvide røgfaner over kajens skyline af siloer – på én gang grimt og forunderligt smukt, som på Jens Mortens nu historiske fotografi.