Kritikken af israelerne er forfejlet

I debatten om krisen i Mellemøsten svigter klarsynet allerede indledningsvis for de fleste kritikere af Israel, fordi deres argumentationspræmisser alt for ofte er fejlagtige.

Niels Skipper

Niels Skipper

I den igangværende konflikt i det sydlige Libanon er der eksempelvis ikke tale om to lande eller folk, som nogen påstår, og andre antyder, men om en international anerkendt stat, som på pervers vis forsøges terroriseret af Hizbollah. Terroristernes sataniske forbrydelser består blandt andet i konsekvent at sende raketter imod civile i Israel. Vel at mærke afsendt fra Libanon, som er for svagt til at kontrollere sit territorium, fordi Syrien igennem flere år konsekvent har forsøgt at undergrave landets spirende demokrati. Samtidig er terroristerne afsporede nok til lige så djævelsk konsekvent at skjule våbenlagre og egne folk blandt uskyldige medborgere. Hvor israelerne helt klart har en let begribelig interesse i at undgå drab på civile, fordi det som en boomerang vil ramme dem selv via medierne med deraf følgende tab af legitimitet og støtte til følge, har terroristerne tydeligvis en uhyggeligt velbegrundet hensigt med at få så mange uskyldige borgere myrdet som overhovedet muligt. Det sidste skal naturligvis tjene til at udstille israelerne som påståede krigsforbrydere, når de i selvforsvar forsøger at nedkæmpe terroristerne. Altså en terrorstrategi så satanisk ondsindet, at den tilsyneladende også er hinsides alt for mange fromme europæeres fatteevne, hvorved de falder pladask for Hizbollahs propaganda. Derfor er det utrolig vigtigt at få påpeget, at der rent faktisk findes forbrydere i denne konflikt, som slet ikke tåler sammenligning med det suveræne og demokratiske Israel. Forbryderne findes som nævnt i Hizbollah. Hvor israelerne forsvarer egne borgere og staten imod uprovokerede angreb, ofrer terroristerne med koldt blod både uskyldige libanesere og israelere. Alt sammen i en konflikt, som i denne ombæring startede med overlagt mord på patruljerende israelske soldater og kidnapning af andre to, mens der blev sendt raketter ind over det nordlige Israel. I debatten fremføres det desuden monotont, at bombningen af Qana var en krigsforbrydelse. Her er det dog værd at bemærke, at både libanesiske hjemmesider og vestlige journalister er begyndt at tvivle på israelernes fulde ansvar for tragedien. Ligesom antallet af dræbte løbende er blevet nedjusteret. Desuden en tragedie, som israelerne var de første til at beklage, eftersom militæret faktisk havde advaret beboerne i området om et forestående angreb. Hvornår har man hørt terroristerne advare om raketter endsige beklage ofrene? Aldrig. Som afdelingsleder Mogens Rukov fra Den Danske Filmskole da også for nylig gjorde opmærksom på i en kommentar, er massakren i Qana måske ligefrem tilrettelagt af Hizbollah. De dræbte kan tilsyneladende meget vel være tvunget derind med den hensigt at myrde dem og derefter fremvise ligene for verdenspressen. Denne kritiske indfaldsvinkel bygger på kilder så vidt forskellige som CNN og Süddeutsche Zeitung samt det venstreorienterede tyske dagblad TAZ, som ingen mistænker for islamofobi. Endelig har også de nævnte libanesiske hjemmesider stillet kritiske spørgsmål. Hvorfor styrtede den bombede bygning eksempelvis først sammen syv timer efter angrebet? Hvorfor ses der på billederne lig af børn, som efter alt at dømme tillige har været fremvist efter andre angreb? Spørgsmålene er talrige og tankevækkende nok ikke på nogen måde imødegået med dokumentation af Hizbollah. I skrivende stund er et forslag til våbenhvile ved at blive udarbejdet, men uden en handlekraftig international styrke til definitivt at afvæbne Hizbollah, som det blev krævet allerede med Sikkerhedsrådets resolution 1559, er den ikke det papir værd, som den er skrevet på. [ Niels Vagner Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer E-mail: skipperpetersen@stofanet.dk www.logbogen.blogspot.com