Journalistik

Kritikken er langt ude

Toppen af Danmark-direktør erkender mindre fejl

FREDERIKSHAVN:Langt ude. Sådan betegner direktør Pauli Jørgensen fra Toppen af Danmark A/S påstanden i den hosstående artikel om, at turistbureauerne drager fordele på bekostning af andre annoncører i selskabets markedsføring. Han afviser ikke, at det forholder sig sådan, men han peger på, at turistbureauerne bidrager langt mere end andre til markedsføringen: - Når vi finder, at påstanden er langt ude, skyldes det, at turistbureauerne i tillæg til selve annonceringen yderligere bidrager med 579.000 kroner til Lysets Land-kampagnen. - Det gør de for at sikre den overordnede markedsføring af området, påpeger Pauli Jørgensen i et skriftligt svar på kritikken fra feriehusudlejer Gert Ritter i Løkken. Lokalt ansvar Pauli Jørgensen understreger desuden, at Toppen af Danmark A/S ikke kan gøres ansvarlig for præsentationerne på det "lokale" niveau på internetsiden: - Ansvarsfordelingen er sådan, at Toppen af Danmark A/S er ansvarlig for det overordnede niveau, hvilket vil sige indgangssiden på dels www.toppenafdanmark.dk og www.lysetsland.dk. - Når man går videre til det underliggende niveau, altså de "lokale" områder, ligger ansvaret hos de enkelte turistbureauer. Hvordan de vælger at eksponere egne virksomheder, er turistbureauets valg, forklarer Pauli Jørgensen. Han bekræfter, at vandrerhjem, campingpladser, hoteller og feriecentre ikke kan tegne redaktionelle annoncer i fællesskab: - Når overnatningsstederne ikke kan gå sammen, mens andre enkeltaktører, som for eksempel nogle af kunsthåndværkere, godt kan, er det en beslutning, vi har taget af hensyn til det samlede projekts økonomi. - Derfor er der ikke noget i vejen med, at de syv selvstændige turistforeninger, som driver feriehusudlejning, er gået sammen om en redaktionel annonce, understreger Pauli Jørgensen uden at forklare, hvorfor andre feriehusudlejere så ikke har samme mulighed. Regler ikke opfyldt Han erkender dog, at de generelle regler ikke er opfyldt i annoncen, hvor Hirtshals Camping og Hirtshals Vandrerhjem profilerer sig i en helsides redaktionel annonce: - Det vil blive rettet op, lover han. Men ellers påpeger direktøren, at Toppen af Danmark ikke har "egne" virksomheder: - Det er de selvstændige lokale turistforeninger, der driver virksomheder, for eksempel vandrerhjem, campingpladser og feriehusudlejning, skriver han i sit svar. I øvrigt nævner Pauli Jørgensen, at det ikke er rigtigt, når Gert Ritter fortæller, at fordelene ved at tegne redaktionelle annoncer ikke står omtalt i Toppen af Danmarks annoncemateriale: - I salgskontrakten vedrørende redaktionelle annoncer hedder det netop, at "ved søgning på vores hjemmeside vil registreringerne fra redaktionelle annoncer komme øverst, når søgeresultatet vises, ellers alfabetisk".