Politi

Kritiserer politiet uanset hvad

FLUGT:Politiet kritiseres for, at det lykkedes den narko- og udvisningsdømte libaneser at flygte under sin mors begravelse. Men hvis politiet havde forudset, at de fire betjente kunne blive stenet af forbryderens familie og venner, som deltog i begravelsen, og at en flugtbil kunne stå klar på motorvejen – hvad skulle politiet da have gjort? Nægte libaneseren deltagelse begravelsen? Sende 40 betjente til at passe på ham? Holde fangen i håndjern og fodlænke? Have en helikopter klar til at forfølge eventuelle flugtbiler? Andre bud? Da ville venstrefløjen kritisere politiet for at være umenneskelige – at overreagere, provokere, være racister, at mistænkeliggøre et sårbart mindretal – at ydmyge fangen i familiens påsyn, krænke familiens ære, skabe skel og skade integrationen. Stillet over for denne sandsynlige syndflod af kritik valgte politiet at tage chancen med kun fire betjente, selv om det indebar en risiko for, at fangen undslap. Gennem sin evige kritik af politiet bærer venstrefløjen en del af ansvaret for den fejlvurdering.