Kritisk blik på forsvar

Tidligere militær topchef opfordrer til gennemgribende revurdering af opgaverne

Både politikere og militærets øverste ledelse bør nøje overveje, hvilke opgaver det danske forsvar skal koncentrere sig om. Opfordringen kommer fra Jens Chr. Lund, tidligere oberst og garnisonskommandant. - Med den størrelse, Danmark har, er det et spørgsmål, om vores militær skal være skruet sammen på samme måde, som det er tilfældet nu. Det kunne jo godt ske, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi koncentrerede os om færre ting, siger han. Jens Chr. Lund er i dag folketingsmedlem for Socialdemokraterne og sidder i forsvarsudvalget. Set med militærmandens briller synes han, at det danske forsvar spreder sig over for mange opgaver. - Kunne vi eksempelvis indgå en aftale med Norge om at overvåge det danske luftrum og spare 60-70 milliarder kroner til indkøb af nye jagerfly? Så kunne vi eventuelt i stedet bruge de danske resurser på transportfly, siger han. Efter Jens Chr. Lunds mening er det op til politikerne at bede Forsvarskommandoen om at nytænke hele det danske forsvar. Forsvarsudvalgets formand Hans Chr. Thoning (V) mener ikke, der er behov for nogen stor revurdering af det danske forsvar. - Vi skal være i stand til selv at forsvare den danske suverænitet, og vi skal leve op til vore forpligtelser i forhold til Nato. Det mener jeg, at det eksisterende forsvar klarer så ganske udmærket med de resurser, der nu engang er til rådighed, siger han. Om kort tid præsenterer Forsvarskommandoen et oplæg til besparelser, som kan få betydning for Nordjylland. Side 8-9