Kritisk folkeretsekspert

¤Frederik Harhoff, dr. jur og Danmarks vel nok fremmeste jurist inden for folkeret og menneskerettigheder, fylder onsdag 60 år.

Frederik Harhoff fylder onsdag 60 år.Scanpix

Frederik Harhoff fylder onsdag 60 år.Scanpix

¤Frederik Harhoff, dr. jur og Danmarks vel nok fremmeste jurist inden for folkeret og menneskerettigheder, fylder onsdag 60 år. Han fastslog, at regeringen brød Genevekonventionerne, da Danmark i 2002 overgav afghanske krigsfanger til amerikanerne og påstået mishandling. - Regeringen sikrede sig ikke, at USA ville følge reglerne, før vi begyndte at overlevere fanger til dem, sagde Harhoff for et par år siden, da han medvirkede i dokumentarfilmen "Den hemmelige krig". Diplomatsønnen Frederik Harhoff var også kritiker af Danmarks behandling af de irakiske tolke. Han tilbragte barndommen i Frankrig, Indonesien og Marokko og blev som 11-årig indskrevet på Herlufsholm Kostskole. Siden fulgte militærtjeneste på et fiskeriinspektionsskib i færøske og grønlandske farvande. Jurastudiet på Københavns Universitet blev indledningen på en imponerende karriere, senest som dommer ved FN's internationale krigsforbrydertribunal for Eks-Jugoslavien i Haag. Nok glædede han sig, men langede også ud efter EU og Nato, da det langt om længe lykkedes at indfange den serbiske leder Radovan Karadzic. - Det tærede på arbejdsmoralen hos mange hernede og ikke mindst på offentlighedens tillid til det internationale retssystem, at man på et par måneder kunne finde Saddam Hussein i et hul i jorden, men derimod i så lang tid ikke kunne finde Karadzic, sagde Frederik Harhoff. Hans bud på en forklaring var, at EU og Nato var bange for gengældelsesangreb mod de internationale styrker i Bosnien, hvis Karadzic blev anholdt og udleveret til Haag - altså simpelthen for dårlig international opbakning. Endnu dårligere opbakning i form af langt færre ressourcer fik tribunalet for Rwanda, hvor Frederik Harhoff var retschef fra 1996-98. Folkemordet i det afrikanske land i 1994 rystede ham, fortalte efter hjemkomsten: - På bare to måneder blev 800.000 tutsier dræbt af hutuerne, som i 100 år havde været undertrykt. Gadedrenge huggede med macheter hovederne af tutsier, og de kastede håndgranater ind ad vinduer til kirker, hvor folk havde søgt tilflugt. Det var et ufatteligt vanvid. Om diktatorer som Saddam Hussein, Liberias Charles Taylor og Chiles Augusto Pinochet har Harhoff udtalt: - Det er en fantastisk ting, at en tidligere diktator kan blive stillet til regnskab for sine gerninger. Det handler helt enkelt om, at end ikke tidligere ledere skal være sikre på at undgå retsforfølgelse. Derudover må det være en utrolig lettelse for ofrene. Frederik Harhoff har været bestyrelsesmedlem for både Det Danske Center for Menneskerettigheder, Flygtningenævnet og Folkeretsudvalget under Dansk Røde Kors. På den private bane er han til Bob Dylan, dressurridning og sejlads. /ritzau/