Kroatien snupper VM-finaleplads for næsen af England

Ivan Perisic og Mario Mandzukic scorede målene for Kroatien, der blev klar til VM-finalen mod Frankrig.

Mario Mandzukic scorede sejrsmålet i den forlængede spilletid. Foto: Yuri Cortez/Reuters/Ritzau Scanpix
Fodbold 11. juli 2018 22:42 - Opdateret 12. juli 2018 06:11

FODBOLD: Søndagens finale ved VM i fodbold står mellem Frankrig og Kroatien.

Det står klart, efter at Kroatien onsdag aften sendte England ud af turneringen med en sejr på 2-1 efter forlænget spilletid i semifinalen på Luhzniki Stadium i Moskva.

Det er første gang, at Kroatien spiller sig i en VM-finale.

I turneringens sidste kamp venter Frankrig, som blev klar til finalen med en sejr på 1-0 over Belgien tirsdag. England må nøjes med en bronzekamp mod Belgien.

England kom godt fra start med et frisparksmål af Kieran Trippier, men Ivan Perisic og Mario Mandzukic sørgede siden for kroatisk avancement.

Forventningerne var ellers skruet i vejret før opgøret hos det engelske folk, som med mantraet "It’s coming home", der kan oversættes til, at "trofæet kommer hjem", har været med til at sætte pres på holdet.

Presset så dog ikke ud til at tynge det engelske landshold i begyndelsen af onsdagens semifinale.

Bare fem minutter var spillet, da Dele Alli blev nedlagt af den kroatiske profil Luka Modric. Et frispark på et perfekt sted lige uden for feltet drejede Kieran Trippier over muren og i kassen til 1-0.

Scoringen gav England tro på mere. Små ti minutter senere var det tæt på 2-0, da Harry Maguire steg til vejrs på et hjørnespark, men forsvarsspillerens hovedstød gik uden om stolpen.

England fortsatte med at have de bedste chancer, men et langskud fra Ivan Perisic mindede om, at Kroatien blot var et enkelt mål fra at gøre kampen helt lige igen.

VM-topscorer Harry Kane fik en stor dobbeltchance en halv time inde i kampen og ramte også stolpen, men linjedommeren vurderede, at Kane stod i offsideposition.

Kroatien slap med 0-1 ved pausen og fik langsomt arbejdet sig ind i opgøret i anden halvleg.

Der skulle dog gå 68 minutter, før der kom balance i regnskabet. Det skete, da Sime Vrsaljko fra højre smækkede et indlæg i feltet.

Her overlistede Perisic sin oppasser og prikkede bolden ind med venstrebenet til 1-1.

Nu virkede englænderne pludselig rystede, og fejlene blev flere fra mandskabet, der netop havde været på vej mod sejren.

Få minutter efter scoringen opsnappede Perisic bolden, og efter en flot dribletur sendte han bolden på stolpen.

Med et kvarter tilbage var kampen om den sidste finaleplads helt åben. Kroaterne virkede til at have mentalt overskud, og det udmøntede sig også i et par pæne chancer. Men flere mål kom der ikke i den ordinære tid.

Et hovedstød af forsvarsspilleren John Stones blev reddet på stregen af Kroatien i den forlængede spilletid, hvor Mario Mandzukic også fik et stort tilbud tæt på mål, men han kunne ikke få bolden over stregen.

Det kunne han til gengæld, da han løb bag om det engelske forsvar i begyndelsen af forlængelsens anden halvleg.

Mandzukic sparkede den resolut i nettet til 2-1, og den engelske drøm om VM-finale og trofæet blev slukket.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...