Kroatiens træner om sejr over Rusland: Vi var heldige

Vi vil give alt, hvad vi har, siger Kroatiens landstræner forud for onsdagens møde med England i semifinalen.

Kroatien er klar til at møde England i semifinalen efter lørdagens sejr over Rusland. Her ses træner Zlatko Dalic i den hvide skjorte. Foto: Carl Recine/Reuters

Kroatien er klar til at møde England i semifinalen efter lørdagens sejr over Rusland. Her ses træner Zlatko Dalic i den hvide skjorte. Foto: Carl Recine/Reuters

Det var ikke ligefrem smukt spil, men derimod en kamp om en semifinaleplads.

Sådan lyder konstateringen fra Kroatiens landstræner, Zlatko Dalic, efter at kroaterne lørdag sendte Rusland ud af VM på straffespark.

- Vi var heldige, siger han.

- Jeg var koncentreret igennem hele kampen, men efter Rakitic's straffespark kunne jeg ikke holde begejstringen inde længere. Jeg var virkelig lettet. Vi var glade, men vi gjorde også alle hjemme i Kroatien glade, udtaler træner Dalic ifølge Fifas hjemmeside.

Han henviser til Ivan Rakitic, som blev helten, da han sikrede Kroatien 4-3-sejren på det sidste straffespark.

- Følelserne røg bare ud af mig. Jeg græder sjældent, men nu har jeg en god grund til at gøre det: Kroatien er i semifinalen. Dette er en stor succes og et fantastisk resultat, siger Zlatko Dalic.

Han roser samtidig indsatsen fra spillerne fra værtsnationen.

- Det russiske hold kæmpede godt, siger han.

Det lignede en kroatisk sejr, da Kroatien var foran 2-1 fem minutter før den forlængede spilletid, men russerne fik udlignet, og så skulle det hele afgøres på straffespark.

Fjodor Smolov og Mário Fernandes blev skurkene for russerne med misbrugte forsøg, mens Real Madrids Mateo Kovacic som eneste kroat brændte sit spark.

Med en 4-3-sejr er Kroatien dermed klar til at møde England i den ene semifinale.

- England har en del kræfter tilbage. Men vi stopper ikke. Vi vil forsøge at spille vores bedste spil. Vi har to kampe at spille, og vi er meget motiveret, siger den kroatiske landstræner.

- Vi giver alt, hvad vi har. Det bliver noget af en kamp, men jeg tror på os, siger han.

Kroatien møder England på onsdag. Det er kroaternes første VM-semifinale siden 1998.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.