Kroatisk landstræner frygter Englands uskarpe Sterling

Raheem Sterling har ikke scoret siden oktober 2015 for England, men han er frygtet af Kroatiens landstræner.

Gareth Southgate, der er landstræner for England, har et godt øje til Raheem Sterling, selv om Manchester City-spilleren sjældent scorer for England. Foto: Yuri Cortez/Ritzau Scanpix

Gareth Southgate, der er landstræner for England, har et godt øje til Raheem Sterling, selv om Manchester City-spilleren sjældent scorer for England. Foto: Yuri Cortez/Ritzau Scanpix

To mål er det blevet til for Raheem Sterling i 42 landskampe for England, men Manchester Citys hurtigløber er en frygtet spiller.

Det mener Zlatko Dalic, der er landstræner for Kroatien, som sent lørdag aften sendte Rusland ud af VM-slutrunden i kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence.

Dermed blev Kroatien klar til at møde England i den ene semifinale, der spilles onsdag i den kommende uge.

Mens Harry Kane har scoret seks mål foreløbigt for England ved VM-slutrunden, så faldt Sterlings seneste mål i den engelske landsholdstrøje den 9. oktober i 2015.

Alligevel advarer Zlatko Dalic om Sterlings evner og betydning for det engelske landshold.

- Jeg mener, at Raheem Sterling er en vigtig spiller, fordi han er hurtig og farlig ved siden af Harry Kane.

- Jeg mener ikke, der er svagheder (hos England, red.), for de er i semifinalen, og det siger alt.

- De spiller meget direkte og hurtig fodbold, og de er farlige på dødbolde og hjørnespark, siger den kroatiske landstræner.

Mens England var ude i straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen mod Colombia, så har Kroatien i de seneste to kampe kæmpet sig videre i turneringen via straffesparkskonkurrencer.

Først gik det ud over Danmark i ottendedelsfinalen, mens russerne blev slået ud i kvartfinalen.

Derfor er Kroatiens spil i gruppekampen mod Argentina måske glemt en anelse.

Her vandt Kroatien 3-0 over Lionel Messi og co. med en sprudlende stjerne i Luka Modric fra Real Madrid.

- Vores seneste tre kampe har været anderledes, fordi vi har mødt hold, der spillede defensivt.

- Vi ser frem til en anden form for fodbold mod England, fordi England kan lide at spille angrebsfodbold, siger Zlatko Dalic.

England er i en VM-semifinale for første gang siden 1990.

For 28 år siden røg England ud i semifinalen ved VM i Italien, da Tyskland vandt efter straffesparkskonkurrence.

Kroatien var senest i en VM-semifinale ved VM i Frankrig i 1998.

Dengang tabte Kroatien 1-2 til værterne fra Frankrig.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.