Kroatiske tilskuere afvist
Forventede 300 Zagreb-fans men kun få slap ind på NORDJYSKE Arena
Opdateret kl. 10:34
AALBORG: Nordjyllands Politi fik onsdag efterretninger om, at omkring 300 kroatiske fans ville dukke op til kvalifikationskampen til Champions League samme aften mellem AaB og Dinamo Zagreb.
Men i udebaneafsnittet på NORDJYSKE Arena kunne blot otte fans heppe på Zagreb under kampen, dog sad der flere kroatiske fans på afsnittet med VIP-pladser, da de var inviteret direkte af klubben, oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi.
Der er flere årsager til mandefaldet.
Kun registrerede fans
Dels brød en bus med cirka 40 kroatiske fans sammen i Tyskland, og de nåede aldrig frem til kampen.
Desuden blev flere Zagreb-tilhængere afvist af politiet, da de ville ind på stadionet.
- Det var kun fans, som er registreret og godkendt som fans hos Dinamo Zagreb, som vi lod komme ind i udebaneafsnittet, siger Poul Severinsen.
Uro i Litauen
Samtidig havde politiet en liste over uønskede såkaldte fodboldfans.
- 21 blev nægtet adgang til stadion, sier Poul Severinsen.
Blandt dem var flere personer, som deltog i urolighederne, da Dinamo Zagreb for en uge siden spillede ude mod Zalgiris Vilnius i Litauen.
- Der fandt politiet ved visitation og ransagning flere slagvåben og økser, siger Poul Severinsen.
Fulgte kamp på tv
En del af de afviste vendte straks bilen i retning af Balkan igen, mens andre blev henvist til værtshuse, hvor de kunne følge kampen på tv, mens politiet havde et øje på gæsterne.
- Jeg er sikker på at disse foranstaltninger var med til at sikre en rolig afvikling af kampen, siger Poul Severinsen.
Der blev onsdag anholdt blot en person i forbindelse med fodboldkampen - en kroatisk mand, der var i besiddelse af en totenschlæger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.