Fodboldlandsholdet

Krøldrup spiller næppe mod Polen

UDINE:Per Krøldrup, den tidligere anfører René Henriksens mest naturlige arvtager i det danske midterforsvar, kommer næppe i aktion i Danmarks venskabskamp i fodbold ude mod Polen onsdag i næste uge. - Jeg tror ikke på, at Per kan spille mod Polen. Han blev opereret for lyskebrok 2. juli, og han sparker fortsat ikke til en bold i Udinese, siger landsholdsspillerens mor, Else-Marie Krøldrup, fra Farsø. Lige i øjeblikket er den tidligere Aalborg Chang- og B 93-spiller dog med sin italienske Serie A-klub i træningslejr, men det er blot for at blive bygget op igen i kølvandet på operationen. - Vi talte med Per i telefonen forleden, og han har været omkring den danske fysioterapeut i AC Milan (Jens Bangsbo, red.) for at blive undersøgt, og han siger også, at Per ikke må forcere noget, fortsætter Else-Marie Krøldrup. Det lykkedes os i aftes ikke at få kontakt med Per Krøldrup på mobiltelefonen, men meget peger altså i retning af, at landstræner Morten Olsen ikke kan bruge nordjyden i midterforsvaret mod polakkerne næste onsdag i Poznan. I Birmingham i England har en mulig substitut for Per Krøldrup, eks-AaB-spilleren Thomas Gaardsøe, slet ikke landsholdet i tankerne før nyoprykkede West Bromwich Albions sæsonpremiere mod Blackburn i Premier League. - Nej, det må i givet fald komme som en sidegevinst. Jeg aner ikke, om jeg står forrest i køen, hvis Per Krøldrup ikke kan spille mod Polen, siger Thomas Gaardsøe. West Bromwich Albion har været ude med indkøbsvognen efter klubbens tilbagevenden til Premier League, blandt andet med indkøb af Martin Albrechtsen i FC København og nigerianske Kanu i Arsenal. - Det ser rigtig fornuftigt ud. I den seneste træningskamp mod Boavista fra Portugal var både Martin Albrechtsen og jeg med i et tre-mands-forsvar. Jeg spillede i højre side, mens Martin Albrechtsen var at finde i venstre side, siger Thomas Gaardsøe, der i perioder var anfører for West Bromwich Albions i sidste sæson. Denne sæsons anfører udepeges først til lørdagens premiere mod Blackburn.