Kroen en skamplet på Haubro

Borgerne i Haubro er trætte af at se på den forfaldne krobygning

HAUBRO:Indbyggerne i Haubro er efterhånden grundigt trætte af at se byens gamle kro forfalde mere og mere. - Det er efterhånden fire måneder siden, vi bad teknisk forvaltning om at gøre noget ved sagen, siger formanden for Haubro Beboerforening René Binderup Sørensen. Aars Kommune gav ejeren, en århusiansk forretningsmand, en frist frem til 20. august til at få ryddet op. Indtil nu er det ikke sket. Beboerforeningen håber derfor, at kommunen selv vil rydde op på Haubrovej og sende regningen til ejeren. Bygningen har stået tom i en årrække, og er ikke blevet vedligeholdt. - Vores drøm har i mange år været, at overtage bygningerne til noget nær grundprisen, forklarer René Binderup Nielsen. Det ville give mulighed for at rive bygningen ned og indrette et grønt hjørne, der ville strække sig helt hen til kirken. Situationen nu kan byen i hvert fald ikke leve med, understreger han. - I den anden ende af byen har vi jo den gamle Rimas-bygning liggende, som bestemt heller ikke pynter. Mogens Holm og Martin Glerup, der sidder i teknisk udvalg for socialdemokratiet, vil have bygningen på dagsordenen, næste gang udvalget holder møde. - Aars Kommune må pålægge ejeren at få bragt omgivelserne i sømmelig stand hurtigst muligt, fast-slår Martin Glerup. - Haubro kan ikke være tjent med, at en bygning og dens omgivelser i den grad får lov at skæmme byen. Bygningen er en skamplet, og det her har allerede stået på for længe, siger han. Nordjyske Stiftstidende har forsøgt at kontakte ejeren af bygningen. Han reagerede dog ikke på avisens henvendelse inden redaktionens slutning i går.