Kroen fylder 150 år

Trafikulykker 12. september 2002 08:00

TERNDRUP: På lørdag holder Terndrup Kro sin 150 års fødselsdag, og ikke mindst byens oldermand, Lau Bøgeholt-Laursen, opfordrer højlydt til, at borgerne er på pletten for at fejre begivenheden og bakke op om den lokale kro. "Som byens oldermand vil jeg gerne opfordre jer til at deltage i så stort et antal som overhovedet muligt. Det er meget vigtigt, at vi markerer fællesskabet og sammenholdet, og det ikke mindst i en anledning som denne", har han skrevet til alle medlemmer af olderlauget. Kroen er ikke nogen selvfølge, ved man af bitter erfaring i byen. Oldermand Lau Bøgeholt-Laursen mener derfor, at både kroen og den nuværende kromand, Ole Støttrup, i højeste grad har fortjent byens støtte. Og eftersom byens olderlaug har haft hjemsted på kroen fra allerførste færd - olderlauget er meget ældre - finder oldermanden det kun rimeligt, at den allerældste gæst af alle bidrager betydeligt til feststemningen. Festen på lørdag byder både på buffet og krobal med danseorkestret Madam Blaa. Og blandt musikerne vil man i øvrigt finde en anden kendt lokal person, som bakker op om kroen: Byrådsmedlem for SF, socialudvalgsformand og daginstitutionsleder i Aavangen, Finn Sejrup Pedersen. Ole Støttrup har kun været krofatter siden 1999, men før han kom til, var Terndrup Kro lukket i halvandet år efter en lidt omskiftelig periode med flere ejere. Historien begyndte imidlertid i 1852, da den daværende ejer af landbrugsejendommen, Andreas Arffman, søgte kongehuset om tilladelse til at drive gæstgivergård. Ud over olderlauget har en række af byens foreninger holdt sine arrangementer på kroen gennem årene. For eksempel Terndrup Borgerforening, som blev stiftet i 1897, men også "De fyrretyve Riddere", som holdt nogle berømte gåsegilder på kroen. I 1903 blev kroen forpagtet af Ane og Anders Peter Nielsen, og samme år byggede kromanden Pavillonen i Terndruplund, hvor der især i sommermånederne blev holdt mange arrangementer. Forpagterparret købte kroen i 1906 og drev den stabilt i de næste 50 år til Anders Peter Nielsens død i 1956. Hans søn, Svend Nielsen, overtog kroen, men døde i en tidlig alder i 1967. Hans enke drev den videre til 1971. Her blev kroen overtaget af Erik Jørgensen, som i 1978 forpagtede den ud til den kendte sanger Gustav Winckler, der imidlertid omkom ved en trafikulykke i januar 1979. Kort efter døde Erik Jørgensen også. Efter kroens noget urolige tilværelse i en periode var der stor glæde i Terndrup, da Ole Støttrup i oktober 1999 kunne genåbne det lokale samlingssted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...