Kroen oser af historie

Lars Aare
Foto: Michael Bygballe
Film 23. februar 2012 05:00

Hvidsten. En lille undselig klat huse på landevejen mellem Mariager og Randers. Ikke et sted, man ville gøre holdt, hvis det ikke lige var for kroen. Hvidsten Kro. Legendarisk for sin æggekage og for sin historie. Det var her, kromanden Marius Fiil blev rekrutteret af modstandsmanden Ole Geisler til at grundlægge Hvidstengruppen, der i 1943 og 1944 modtog våben, ammunition, sprængstof og agenter, nedkastet fra engelske fly. Når man træder ind over dørtærsklen, befinder man sig i en tidslomme. Stort set alt i de lavloftede krostuer er bevaret fra krigens tid - eller tidligere. En oplagt location for en historisk filmoptagelse - hvis det ikke lige var for den lave loftshøjde. Derfor måtte holdet bag filmen "Hvidsten Gruppen" opgive at filme inde på kroen. I stedet blev stuerne og interiøret kopieret til et filmstudie i Albertslund. Hvidsten Kro har været drevet af familien Fiil siden 1884 og gør det stadig. I dag regerer Marius' oldebarn Søren Fiil sammen med sin hustru Christina. Fra tid til anden får de en hjælpende hånd af Sørens mor, Gulle (billedet på midteropslaget), der overtog kroen fra sin mormor, Gudrun, i 1972 og drev den frem til 1999. I filmen er hun spædbarnet, som Tulle Fiil må efterlade hos sin mor, da hun sammen med de øvrige medlemmer af gruppen bliver arresteret af tyskerne. - Jeg er da glad for, at Søren og Christina ville overtage kroen. Det er jo ingen selvfølge, at de unge er interesseret i den slags, siger hun. Historien lever videre i Hvidsten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...