"Krøniken" sætter seerrekord

København, mandag /ritzau/ Det ottende afsnit af DR's dramaserie "Krøniken" blev det mest sete tv-program i Danmark, siden de nuværende målinger af seertal begyndte i 1992. 2.686.000 seere kiggede med, da Søs søndag aften stak af fra sit eget bryllup, og Erik blev indlagt, og dermed blev den hidtidige seerrekord for tv-programmer slået. Den blev sat ved det europæiske Melodi Grand Prix fra Parken i København den 12. maj 2001 med 2.667.000 seere. Ifølge Gallups tv-meter havde 89,3 procent af alle danskere, som havde fjernsynet tændt søndag mellem klokken 20.00 og 21.00, stillet ind på "Krøniken." Seerne vurderer fortsat, at kvaliteten er høj med 4,5 på en skala, der går fra ét til fem. /ritzau/