EMNER

Krog stopper som kandidat

NORDJYLLAND:Hvis der var folketingsvalg i dag, ville Socialistisk Folkeparti vinde ét mandat i Nordjylland og få tre. Og det ekstra mandat kunne tilfalde partiets nytiltrådte skole- og kulturrådmand i Aalborg, Anne-Dorte Krog. Det fremgår af en analyse, som websiden Altinget har lavet. Prognosen bygger på en beregning, som valgforsker, professor Søren Risbjerg-Thomsen, har foretaget ud fra et kvalitetsvejet snit af alle troværdige meningsmålinger måneden i forvejen. Men uanset Altingets analyse, så opstår der ikke en situation, hvor Anne-Dorte Krog kommer i Folketinget, fastslår formanden for SF i Aalborg, Lisbeth Bech Poulsen. SF's interne regler forbyder nemlig, at man kan være rådmand og folketingsmedlem samtidig. - Derfor er det forlængst aftalt med Anne-Dorte, at hun ikke er med på holdet, når vi senere i år vælger et nyt hold af folketingskandidater hos SF i Nordjylland, siger Lisbeth Bech Poulsen. Og skulle statsministeren udskrive valg, før den ny opstilling er gennemført, vil SF ifølge Lisbeth Bech Poulsen træffe en hurtig beslutning, så Anne-Dorte Krog erstattes af en anden på stemmesedlen. Altinget vurderer, at det ekstra mandat enten kunne tilfalde Anne-Dorte Krog eller Lisbeth Bech Poulsen. De to er i øjeblikket opstillet i henholdsvis Aalborg Vest- og Aalborg Øst-kredsen. Modsat Anne-Dorte Krog bestrider den 26-årige Lisbeth Bech Poulsen ikke noget andet folkevalgt hverv. - Så skulle det ske, at jeg blev valgt på det tredje mandat, er jeg helt klar til Folketinget, siger hun. SF's to nuværende folketingspladser besættes af Pernille Vigsø Bagge og Karl Bornhøft. Den eneste anden ændring, der ifølge Altingets analyse ville ske i Nordjylland i forhold til folketingsvalget i 2007, er, at Venstre taber ét af sine fem mandater. Ifølge analysen ville det betyde, at Per Bisgaard måtte forlade tinget.