Aalborg

Krogh venter svar på lydproblemerne

Arkitektfirma forventes at pege på løsning på lydproblemerne i Nordkraft i næste uge.

De dårlige lydforhold går igen flere steder i Nordkraft. Foto: Lars Pauli

De dårlige lydforhold går igen flere steder i Nordkraft. Foto: Lars Pauli

Begyndelsen af næste uge byder på klarhed over, hvad der skal til for at løse lydproblemerne i Nordkraft, hvad det vil koste at løse dem og hvem, der i givet fald skal betale regningen. Det forventer i hvert fald skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog (SF), efter at udvalget i går gjorde status med hensyn til de utilfredsstillende lydforhold i kulturbygningen. - I næste uge regner jeg med at have en melding fra CUBO Arkitekter om, hvad der skal til at løse de udfordringer, der er, og hvad det vil koste og hvis ansvar, det er, siger Anne-Dorte Krog. Hvad det sidste angår, understreger hun, at kommunen ikke har fået det, den har betalt for. I praksis foregår kontakten med CUBO gennem ingeniørfirmaet Niras, som er kommunens rådgiver på det omfattende projekt. Rådmanden understreger i øvrigt, at langtfra alt er mislyde, hvad angår Nordkraft. - Bygningen har op til 20.000 besøgende om ugen, så borgerne har virkelig taget den til sig, siger Anne-Dorte Krog, der nævner operafestivalen, der fandt sted for nylig, som en begivenhed, der gik godt i spænd med det gamle kraftværk. Også DGI trækker rigtig mange ind i den imposante bygning. - Så succesen er ved at være der trods småproblemerne, siger hun.

Forsiden