Krohn-Dehlis solo sænker Holland ved EM

Dansk drømmeåbning ved fodbold-EM. Michael Krohn-Dehli blev matchvinder i 1-0-sejren over Holland

Krohn-Dehlis solo sænker Holland ved EM

Nu har Danmark ikke vundet fodbold-EM endnu, men lørdagens 1-0-sejr over Hollands viceverdensmestre i ukrainske Kharkiv sender et markant signal til Portugal og Tyskland - de to andre hold i gruppe B - samt de øvrige hold i turneringen.

Landstræner Morten Olsens mandskab er ikke kommet til Polen og Ukraine bare for at være fyld, hvilket Michael Krohn-Dehlis fremragende 1-0-sejrsmål midtvejs i første halvleg var det perfekte bevis på.

Sejren, hvor målmand Stephan Andersen leverede en række klasseredninger, vender med det samme op og ned på gruppe B, hvor de fleste regnede med de tre andre hold før Danmark.

Men tilbage til Brøndby-spilleren Krohn-Dehli, som i en årrække forgæves forsøgte at slå til i netop hollandsk fodbold hos Ajax.

Efter fint forarbejde fra Simon Poulsen i venstre side fik Krohn-Dehli bolden. Ét hurtigt træk derefter satte to hollændere af, og Krohn-Dehlis afslutning mellem benene på målmand Maarten Stekelenburg var den perfekte løsning.

Hollandsk choktilstand på Metalist Stadion. Især fordi Holland inden da sad totalt på kampen og let kom frem til chancer. Bare i første halvlegs sidste 10 minutter kunne Holland have scoret et par gange.

Først satte en Stephan Andersen-brøler Arjen Robben i aktion, men Bayern München-stjernens afslutning ramte stolpen, mens Stephan Andersen selv reddede flot fra Robin van Persie i en anden situation, hvor Arsenal-angriberen var fri foran mål.

Bortset fra den ene brøler stod den danske keeper en klassekamp, især efter pausen, hvor Holland i perioder pressede gevaldigt på.

Inden opgøret var der stor tvivl om Niki Zimlings deltagelse, efter at han blev skadet i højre storetå ved fredagens afsluttende træning. Men midtbanespilleren var blevet klar og indtog sin vante plads ved siden af William Kvist centralt på banen.

Zimling og Kvist havde i begyndelsen svært ved at få styr på den centrale midtbane, hvor Mark van Bommel og Nigel de Jong sad på initiativet.

Det ændrede sig en del efter Danmarks 1-0-mål, da hollænderne gik en del ned i tempo, så det passede bedre til danskernes spil.

Hollands venstre back Jetro Willems blev med sine 18 år og 71 dage i øvrigt den yngste EM-spiller i historien, men overskrifterne tilhører lørdag aften - og sikkert også det meste af søndag - det danske hold.

Danmarks næste gruppekamp er på onsdag mod Portugal i Lviv.

/ritzau/