Krokartel meldt til Bagmandspolitiet

København, onsdag /ritzau/ 89 danske kroer og hoteller har i årevis haft et ulovligt prissamarbejde, slår Konkurrencerådet fast. Sagen er sendt videre til Bagmandspolitiet. Branchefællesskabet Danske Kroer og Hoteller har i årevis sørget for et ulovligt prissamarbejde mellem medlemmerne. Konkurrencemyndighederne kalder det en klassisk kartelsag og sender nu sagen videre til Bagmandspolitiet. Konkurrencestyrelsens undersøgelse har vist, at en større gruppe kro- og hotelejere en gang om året har mødtes og aftalt mindstepriser på hotelværelser. Og det er hæmmende for konkurrencen, selv om der kun er tale om et udsnit af en branche, siger Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen. - Det er klart ulovligt, for man må ikke aftale mindstepriser, der jo hindrer fri priskonkurrence. Derfor sender vi den videre til efterforskning i Bagmandspolitiet, siger Finn Lauritzen. Han tør ikke vurdere, hvad det mangeårige og ulovlige kartel har kostet forbrugerne. /ritzau/