Kroko-Bar blev til Murphy’s

Løkken-bar følger trenden

LØKKEN:Kroko-Bar i Løkken lukkede i en uges tid og forrige fredag åbnede så Murphy’s i de samme lokaler. Ud over nyt navn byder Murphy’s nu på ny bar, udenlandske øl og fadøl og livemusik. Navnet Kroko-Bar fulgte med, da Knud Olsen og Conny Kjeldsen i sin tid købte stedet. En af de udenlandske øl, som nu sælges i baren, gav inspiration til et nyt navn til hele baren. - Murphy’s er et godt klingende navn på en kendt irsk øl, fortæller Conny Kjeldsen om navneskiftet. Hun og Knud Olsen har drevet Kroko-Bar i 21 år. Beværtningen har allerede to - tre gange fået en ansigtsløftning gennem årene. De nyeste ændringer er ikke sket for at tiltrække et andet publikum, men for at følge trenden, fortæller Conny Kjeldsen. Det er mange år siden, gæsterne har kunnet nyde livemusik på beværtningen på Søndergade i Løkken; men denne sommer kan de nyde ”voksenmusik” flere gange om ugen, mens de nyder en god, udenlandsk øl.