Kromad med ambitioner

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forretten hummerbisque med soltørret tomat og bacon var fyldig og velsmagende.

Indbydende ser den ud, som den dukker op af vintermørket, den stråtækte landevejsidyl St. Binderup Kro, som i en menneskealder har budt gæsterne indenfor. Skinnet bedrager ikke: Vi bliver taget hjerteligt imod af den kvindelige tjener og vist ind i selve indbegrebet af en krostue: væg til væg tæpper, mørkebrune trælofter, brokadetapeter, prismelampetter og rosa duge og servietter. Mere kroagtigt kan det næppe blive. Kun et enkelt par foruden os har fundet vej til stedet denne torsdag aften. Februar ¿ og for den sags skyld januar ¿ er ifølge tjeneren generelt en død periode for restaurationsbranchen, idet de fleste slikker de økonomiske sår efter decembers udskejelser. Men med forårets komme blomstrer også lysten og evnen til at forlyste sig med andet end de hjemlige kødgryder, så freden er snart forbi. Bænket mageligt ved et vinduesbord bliver vi præsenteret for menu- og vinkort, og havde vi ikke på forhånd lavet lidt research, var vi sandsynligvis blevet overraskede over det omfattende repertoire. Ikke noget med én dagens ret og et par stegeretter, næh, her er adskillige a la carte retter, søndagsmenu og dagens tilbud. Og så er der tre til fem retters gourmetmenuen: St. Binderup Kro er nemlig en del af den såkaldte gourmet-rute, som fem jyske kroer er gået sammen om for ¿ med deres egne ord - at give gæsterne en gastronomisk krooplevelse. Vi spørger til gourmetmenuen, mere af nysgerrighed end fordi vi agter at bestille den. Tjeneren forhører sig i køkkenet og vender tilbage med beskeden: ikke i dag. Køkkenet har ikke de fornødne råvarer til at kunne stå inde for resultatet. Gourmetmenuen skal nemlig tilberedes med ekstra kærlighed, og det er da ærlig snak. En anden god gang skal vi bestille i forvejen, råder tjeneren. Flydende forretter Vi beslutter at hoppe om bord i suppe og vælger fra a la carte kortet henholdsvis løgsuppe med ostebrød og paprika til 60 kr. og hummerbisque med soltørret tomat og bacontern til 85 kr. Hertil en halv flaske riesling 2006 Dopff fra huset Domaine Jux, Colmar-området i Alsace (188 kr.) Vinen kommer på bordet sammen med en karaffel koldt vand. Den kølige hvidvin er som ventet et godt bekendtskab: på én og samme tid fyldig og tør, blød og frugtagtig med en duft af blomster tilsat et strejf honning. Efter nogen ventetid dukker også supperne op med en kurv lunt hjemmebagt brød til. Løgsuppen er godt krydret med masser af løg, kraftig og velsmagende, men desværre bliver den serveret halvlunken, og det er synd. Min hummerbisque er til gengæld rygende varm. Den dufter og smager dejligt af hummer, og de hakkede soltørrede tomater giver den et ekstra pift. Det gør også de stegte bacontern i begyndelsen, men halvvejs igennem suppen tager baconsmagen magten og overdøver den fine hummer vel rigeligt. Til hovedret vælger min ledsager fra dyreverdenen: tournedos med knust peber, marvpibe, sauce calvados, dagens garniture og stegte kartofler til 239 kr., mens jeg som inkarneret fiskespiser bestiller pocheret torsk med urter, Noilly Prat-sauce og hvide kartofler til 190 kr. Vi forhandler lidt om vinen: Hvidvin til tournedos dur bare ikke, mens jeg ikke har noget imod at drikke en let rødvin til fisk. Kompromiset bliver en flaske Bourgogne 1. Cru Clos des Myglands, årgang 1998, fra det lidt upåagtede Mercurey-område, hvor vinfamilien Faiveley spiller en fremtrædende rolle i fremstillingen af de attråede bourgogner. Prisen er her 498 kr. Oplivende sauce Igen kommer vi til at vente på maden og smager på vinen imens. Den har en pæn lys pinotrød farve, en typisk pinot noir smag med krop og sjæl, men er lidt vel bitter i eftersmagen. Ikke nogen stor bourgogne, men ganske udmærket. Tournedosen bliver serveret med bønner omviklet med bacon, rosenkål og champignons stegt i peberolie krydret med citronpeber, en skål stegte kartofler og en flødesauce smagt til med calvados. Bøffen er stegt til den gennemstegte side (min ledsager blev ikke spurgt og ville nok have foretrukket en medium stegning), men den er mør og fint krydret. Også tilbehøret er delikat med sprøde grøntsager, mens saucen trods æblebrændevinen desværre ikke gør det store væsen af sig. Min fisk ligger på et leje af rødløgskompot smagt til med dild, persille og bredbladet persille, som er dampet med Noilly Prat. Hertil en dusk dild og et par limebåde. Fisken er fast og lækker, og saucen klæder den ualmindelig godt. Den franske vermouth kan i det hele taget (næsten) få selv den mest anonyme fisk til at sprælle med finnerne og smager himmelsk til de fleste af havets delikatesser. Selv årstidens normalt ret kedelige kogte kartofler liver kendeligt op. Fra fryseren De velvoksne portioner har lagt en solid bund, men vi vælger at gøre plads til en dessert. Min ledsager har set sig lun på indbagt vanilleis i pandekager glaseret med abrikossauce til 85 kr., mens jeg har et godt øje til tærte af årstidens frugt med cremefraiche (65 kr.) Endnu engang får vi god tid til at slå mave, inden desserterne kommer på bordet. Min ledsagers pandekager skuffer: De er sådan set i orden smagsmæssigt, men bærer præg af lige at være tøet op, idet de både er for hårde og for kolde og virker netop optøede. Isen er af den udmærkede hjemmelavede af slagsen, og abrikossaucen både sød og syrlig. Min tærte er anrettet på tynde skiver af pærer med cremefraiche serveret i glas med grenadine og sukker på kanten. Den lune bund smager dejligt af marcipan og mandler, mens frugten (pære) er ret kønsløs. Da jeg er nået gennem halvdelen er tærten, bliver den pludselig iskold. Et par minutters yderligere opvarmning efter fryseren ville have hjulpet... Den samlede regning for aftenens mad og drikke ender på 1.410 kr. Det er i den dyre ende, men vi sparede heller ikke på noget. Vinene alene tegner sig for halvdelen af udgiften. Mere nøjsomme gæster kunne være sluppet betydeligt billigere ved for eksempel at vælge dagens to retters menu til 158 kr. og husets vin i stedet.