Kromutteren, der elsker at holde fest

Gitte Frederiksen er ny direktør på hotel Hjallerup Kro. Hhun har været i branchen, siden hun var ni år, og foretrækker jobtitlen kromutter

Gitte Frederiksen er ny direktør på Hotel Hjallerup Kro. Men hun vil nu helst kaldes kromutter, for hun vil elsker nemlig at holde fest sammen med gæsterne. Foto: Carl Th. Poulsen
Ledelse 28. december 2007 09:30

Selvom der står direktør på visitkortet, så vil Gitte Frederiksen hellere kaldes kromutter. Hun er nemlig den type, der bruger det meste af sin tid på arbejde, elsker at holde fest sammen med gæsterne og som keder sig, hvis der ikke er liv omkring hende. 43-årige Gitte Frederiksen overtog jobbet som direktør på Hotel Hjallerup Kro 1. december. Bag sig har hun et langt liv i restaurationsbranchen der faktisk begyndte, da hun blot var ni år gammel. Begge hendes forældre var nemlig selvstændige i branchen, og da hun fyldte ni år, fik hun sin første tjeneruniform. - Jeg kan stadig huske den dag, jeg fik min første uniform og fik lov at servere. Det var en meget stor dag, fortæller Gitte Frederiksen. I 1982 blev hun blev så udlært tjener. Siden har Gitte Frederiksen bl.a. været direktør på Øland Kro og senest souschef på restaurant Orkideen i Aalborg. Men det er bestemt ikke blot erhvervserfaring, Gitte Frederiksen har samlet sammen. Udover tjeneruddannelsen er hun nemlig også køkkenuddannet, pædagoguddannet og har eksamener i medievidenskab og HR, der er en uddannelse i personalepleje. - Når jeg begynder at kede mig, så tager jeg en uddannelse, siger Gitte Frederiksen og griner. - Det er selvfølgelig også for at kunne så mange ting som muligt i faget. Jeg tog HR-uddannelsen, fordi jeg synes, jeg manglede noget på det personalemæssige felt, tilføjer hun. - Jeg elsker mit arbejde Selvom det er en slidt kliche, så er jobbet som kromutter i den grad en livsstil for Gitte Frederiksen. - Jeg er født sådan, at jeg skal helst have folk omkring mig og helst lave noget hele tiden. Jeg dur ikke til bare at sidde derhjemme og se fjernsyn. Jeg elsker ganske enkelt mit arbejde, siger hun. For Gitte Frederiksen er det nemlig en stor fest at gå på arbejde. Det er her hun trives bedst, og det bedste hun ved er at lave en god fest. Både for gæsternes skyld, men også for hendes egen. - Jeg kan godt lide at holde traditionerne i hævd, og jeg er god til at holde en fest. En god fest er, når gæsterne er gladere, når de går, end når de kommer, siger hun og tilføjer: - Og så længe gæsterne er glade, kan jeg få lov at lave det, jeg holder mest af. Og så længe Gitte Frederiksen har gnisten, så bliver hun ved. Men hun er også klar over, at hvis gnisten engang dør ud, så er der ikke ret meget energi tilbage. - Hvis gnisten brænder ud en dag, så finder jeg mig nok en slette i Tibet, siger hun spøgefuldt. Store ambitioner En del af jobbet som direktør er også, at sidde på kontoret og lave regnskaber. Men denne tjans ser kromutteren som bagsiden af medaljen. For hun vil hellere stå i køkkenet, serverer og tale med gæsterne. Alligevel vil hun nu ikke undvære jobbet som direktør. - Det er jo sjovest at kunne bestemme, hvordan tingene skal være, siger hun og smiler lidt. For ambitioner har altid været meget høje - og det er de også for Hotel Hjallerup Kro. - Jeg vil gerne have flere tilbud ud til borgerne, og målet må jo været at gøre det dobbelt så godt. Der kommer i hvert fald til at ske nogle ændringer, men sådan er det jo, når der kommer nye til, siger hun. Gitte Frederiksens mand arbejder også i restaurationsbranchen. Og selvom hendes to børn hjælper til en gang imellem, så håber hun bestemt ikke, at de vælger samme vej. - Mine børn skal skynde sig at finde noget andet. For det har jo en pris at være i denne branche. Hvis jeg ikke havde haft min mor, da børnene var små, så havde det været svært ved at få det til at fungere, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...