Ældreforhold

Krondiamantbryllup

Inga og Svend har været gift i 65 år.

Inga og Svend har været gift i 65 år.

Torsdag: Inga og Svend Mogensen, Agertoften 21, Ravnkilde, Nørager. Svend er født og opvokset på et landbrug uden for Ravnkilde. Inga er fra Sjøstrup ved Aars. Efter giftermålet i Aars Kirke for 65 år siden, boede de først i en lejlighed i Fyrkilde, hvorefter de købte et lille landbrug nabo til Svends fødehjem. Sideløbende med landbruget arbejdede Svend som skovarbejder på Nørlund, og i 1957 købte de et lille landbrug i Siem for senere at købe en naboejendom til. I 1962 overtog de Svends fødehjem Højvang i Ravnkilde. I den periode kom deres fem børn til. De drev gården med køer og svin, men efter sygdom i 1977 måtte Svend med stor vemod gå over til ren svineavl. Inga har været hjemmegående og medhjælpende hustru, men har også arbejdet i køkkenet på Rold Storkro og på en systue i Arden, inden hun begyndte som hjemmehjælper. Et arbejde, hvor hendes interesse og omsorg for andre mennesker kunne indfries. Det blev til mange gode år for mange ældre i Nørager, som både fik lavet mad og gjort rent - et arbejde som Inga værdsatte højt. I 1993 solgte Inga og Svend gården til sønnen, mens de selv flyttede til Ravnkilde. Her har de en meget travl pensionisttilværelse. Huset og haven passer de selv, og deres store bekendtskabskreds og familie bliver også plejet. Svend har altid været friluftsmenneske, mens Inga er en meget kreativ person, som kan alt indenfor håndarbejde. Hun sidder sjældent uvirksom foran fjernsynet, men strikker og hækler samtidig. Inga og Svends fem børn - fire døtre og en søn - bor alle indenfor en kort køreafstand til Ravnkilde. De har alle en meget tæt kontakt med deres forældre, og familiesammenkomster af større eller mindre slags forekommer ofte. Udover børn og svigerbørn er der 17 børnebørn og 15 oldebørn, og ingen går forgæves, hvis de har brug for Ingas og Svends hjælp. Rigtig mange mennesker har i årenes løb nydt godt af parrets store gæstfrihed. Omsorgen og interessen for andres ve og vel er stor. Krondiamantbrylluppet fejres torsdag i Ravnkilde Forsamlingshus sammen med hele familien, deres egne søskende og nære venner.