Kronhjorten breder sig

Bestanden er vokset fra 5000 til 14.000 på 10 år

Dyr 5. september 2002 08:00

Kronhjorten trives og breder sig i den danske natur, hvor bestanden af Danmarks største pattedyr de seneste ti år er vokset fra 5000 til 14.000 dyr. Det viser en opgørelse af de sidste 10 års jagt på det store hjortevildt. En bestand på 14.000 krondyr ville have fået forfædrene til at gyse, for krondyr har tidligere været forhadte og blev betragtet som et simpelt skadedyr, der hærgede bondens marker og skrællede barken af skovens træer. I 1800-tallet var krondyr dømt fredløse og måtte skydes året rundt. Det betød i 1854, at alle krondyr var bortskudt fra Sjælland, Fyn og Møn, og kun en mindre bestand overlevede i Jylland. Store statsejede områder – fortrinsvis i det vestjyske – hvor krondyrene har plads og jagten styres nøje, har givet kronvildtet mulighed for at familieforøge og komme igen. Men også stigende accept i befolkningen af de store dyr har hjulpet krondyrene godt på vej. I mange danskeres øjne er krondyrene i dag et vidnesbyrd om vild natur og mangfoldighed. Men med undtagelse af to små bestande på Sjælland, findes kronvildtet i dag stadig væk kun i Jylland. Men nu skal flere danskere have glæde af krondyret. Ideen er, at så mange danskere som muligt skal have mulighed for at opleve det store dyr, så derfor undersøger Skov og -Naturstyrelsen mulighederne for, hvor på øerne kronhjorten kan trives i balance med det omliggende samfund. - Det er ikke ligegyldigt, hvor vi lader kronhjorten og dens familie flytte ind. Store pattedyr som krondyret fylder meget i landskabet, og mange dyr kan være til fare for trafikanterne. Derfor er vi gået i gang med at lave en ny forvaltningsplan, som gerne skulle være færdig til næste år, siger vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen Jens Peter Simonsen til Nyhedsbrevet Skov og Natur. Forvaltningsplanen udarbejdes i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet, hvor alle relevante interesseorganisationer sidder med. Planen sigter på en bæredygtig forvaltning af krondyrene i Danmark – en forvaltning hvor der skal være plads til både krondyr, landmand, skovejer, jæger og de mange, der gerne vil se kronhjorten i skoven. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...