Kronprins Frederik har været under kniven: Nu skal han genoptræne

Kronprinsen er udskrevet fra Rigshospitalet efter diskusprolapsoperation. Officielle aktiviteter er aflyst

Kronprins Frederik er blevet opereret. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De kongelige 3. september 2018 08:34 - Opdateret 3. september 2018 12:19

KØBENHAVN: Kronprins Frederik er søndag blevet opereret for en diskusprolaps på Rigshospitalet.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at operationen er forløbet som planlagt.

Kronprinsen er mandag blevet udskrevet fra hospitalet og skal nu gennemgå et genoptræningsforløb.

Det betyder, at hans officielle aktiviteter de næste par uger er aflyst.

Han skulle have deltaget i flagdagen for udsendte danske soldater på onsdag, ligesom der oprindeligt også lå et erhvervsbesøg i Finland i kalenderen i næste uge.

Kronprinsen fortalte allerede i foråret, at han havde rygproblemer.

Det skete med en video, der blev lagt på Facebook i forbindelse med Royal Run-løbet 21. maj, der blev afviklet i anledning af hans 50-års fødselsdag.

- Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville, hed det i videoen.

Kronprinsen løb trods smerterne med i de fem byer, hvor løbet blev afviklet.

Men rygsmerterne forsvandt tilsyneladende ikke, og blandt andet i forbindelse med kronprinsparrets sommerferie i Skagen var det tydeligt, at ryggen gjorde ondt.

Frederiks far, prins Henrik, måtte også opereres for en diskusprolaps tilbage i 1995.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...